Prog-rock på meget, meget højt niveau
Bedre end nogensinde
Man kan næsten ikke sige Spock’s Beard uden også at nævne Neal Morse - en nærmest legendarisk frontmand, der udgjorde essensen af bandet og efterlod sit fyldige aftryk på gruppens store værker som The Light (1995) og The Kindness of Strangers (1998).
Han forlod dog prog-rockerne i 2002, men lige som man gik og frygtede, at bandet aldrig ville blive det samme, trods ankomsten af Ted Leonard som den kompetente afløser bag mikrofonen, var Brief Nocturnes and Dreamless Sleep fra 2013 en overraskelse af de bedre. Her var trommeslager Jimmy Keegan også nyt bandmedlem, og heller ikke han skuffede. Albummet var heldigvis ikke en engangs-fornøjelse. Spock’s Beard er i den grad tilbage i storform!
Dragende flot og nørd-venlig prog
Lad mig sige det med det samme: Fans af legender som Rush, Emerson, Lake & Palmer samt det blødere Dream Theater vil elske The Oblivion Particle. Hører man til dem, der ikke synes at progressiv rock/metal bliver for meget med sine lange teatralske numre, kitschede keyboard-passager, højrøvede guitar-onani og en sanger med et hærdebredt register, så er det denne skive, man skal høre.
Noget prog-rock tilhører den afdeling, hvor albummet er ét stort værk med et gennemgående tema, og hvor der nørdes over samtlige detaljer. Skulle du være i tvivl, så er det her, vi finder Spock’s Beard. Som så mange andre bands inden for genren, lægger de aldrig skjul på, at de er nogle hamrende talentfulde gutter. Her gøres der en dyd ud af at vise samtlige skills frem, og selvom det er lige præcis her mange løber skrigende bort, kan man næsten ikke undgå at tabe kæben på gulvet og være ovenud imponeret over niveauet, Spock’s Beard lægger for dagen. Lyt bare til nummeret “Bennett Built a Time Machine” - en flot og dragende musikalsk rejse, hvor alle talenterne foldes ud, og tankerne ledes hen på en musical af Andrew Lloyd Webber. Det er smukt, iørefaldende og på et ekstremt højt niveau!
Svinegodt!
Jeg har tidligere på året udråbt The Great Baazar af Subterranean Masquerade til at være en af favoritterne i kapløbet om titlen som årets prog-album. Det står ved magt, men de har fået en VIRKELIG seriøs udfordrer i The Oblivion Particle. Når man dykker ned i albummet og lader sig drage af det smukke univers og de abnormt mange spidsfindige detaljer, venter der en stor gevinst efter 2-3 gennemlytninger. Men det kræver, at man lige er i det rette humør, så de mange selviscenesættende eskapader ikke får en modsat effekt. Det kan nemlig af og til tendere til at blive en anelse for navlepillende, men sådan er det jo bare med denne slags albums.
Det er svinegodt produceret, skrevet og udført. Det er prog-rock af den fineste slags. Det udløser 8 meget store kranier.
