Middelmådig islandsk smadder
Når man snakker om metal i forskellige lande, så er det ret normalt, at et land har et band, som er de største i deres eget land. F.eks. Brasilien, som har Sepultura og Frankrig, der har Gojira. Island er et land, hvor vi ikke hører særlig meget Metal musik fra, men på Island er Sólstafir baneførende inden for metal scenen. Bandet blev dannet tilbage i 1995 og har en del udgivelser på bagen nu. Jeg hører navnet Sólstafir cirka hver anden dag, men jeg har aldrig nogensinde hørt deres musik. Bandet står nu klart med deres femte udspil Òtta.
Gennemgang
"Lágnætti" er første nummer på pladen. Vi stifter her bekendtskab med bandets tidligere Black Metal rødder. Et nummer, som har en del intensitet, men det føles efter noget tid, som bliver det lidt præget af gentagelser. Der bliver virkelig ikke bragt noget interessant til nummeret. Selvom nummeret kun rammer de fire minutter, så føles det ret langtrukkent. Andet nummer på pladen er også pladens titelnummer. Listende og krybende kommer en melodi, som bærer de første par sekunder af nummeret og skaber en virkelig fedt atmosfære. Det minder en del om den nye Wolves In The Throne Room plade, som er gået fra Black Metal til ren Ambient. En virkelig fed atmosfære kører igennem det meste af nummeret. En masse violin og klassiske instrumenter erstatter hele bandet. Det skaber en god effekt og atmosfæren er fortsætter med at være virkelig fed. Desværre bliver det igen gentagelser på gentagelser. Starten var i hvert fald bedre end slutningen, kan man sige. "Rismál" er tredje nummer på pladen. På dette nummer er bandet endelig på igen og vi starter nu ud med at høre en guitar melodi. Da hele bandet går på, går der lidt Sludge i det og det fungerer faktisk overraskende nok. Jeg synes, at nummeret er fedt. Dog synes jeg ikke, at det imponerer særlig meget. Nummeret har sine øjeblikke, som står ud. Igennem nummeret bliver det lidt ensformigt og lytteren får ikke så meget ud af det her nummer. Fjerde nummer på pladen "Dagmál" er lidt i samme dur som "Òtta". En støjende start, som sætter nummeret i gang. De får gang i denne melankolske stemning. Selv vokalen er så trist, at man næsten selv bliver trist af at høre på det. Nummeret står ud, som det bedste nummer på pladen indtil videre. Jeg synes faktisk, at nummeret er ganske acceptabelt, selvom der ikke sker helt det store. Selvom pladen kun er middelmådig, så synes jeg til gengæld at produktionen er virkelig fed. Den har en lidt smadret produktion, hvilket det passer virkelig godt til musikken, da den har en lækker rå følelse og knaser lidt hist og her. Så det er er et stort plus i min lille sorte bog. Musikken er velspillet af alle medlemmer i bandet. De spiller virkelig tight og med en intensitet, der gør, at man kan høre, at de har brugt lang tid på deres musik. Det er tydeligt, at de er dybt passionerede omkring deres musik.
Måske bliver det bedre næste gang
Òtta er en acceptabel plade, som jeg ikke var særlig imponeret over, men alligevel havde den nogle gode øjeblikke. Jeg håber, at den kommer til at gøre nogle af deres hardcore fans glade og tilfredse. Jeg har hørt fra nogle af deres fans, at dette er deres svageste udspil til dato, smat at de ikke er særlig tilfredse med pladen, men det er jo en smagssag, kan man sige.
