Nye destruktive vers
På verdensplan har Slipknot solgt cirka 30 millioner plader, og lur mig, om der ikke også er mindst 30 forskellige meninger om, hvordan de ni gutter fra Iowa klarer den, og hvordan deres musikalske udgydelser klinger i øregangen. Men det er jo med meninger som med penisser: Det er fint at have en og være stolt af den, men hvis du viser den til folk, der ikke vil have den, eller propper den ned i halsen på børn, så kan man hurtigt få ommøbleret sit ansigt. Og netop en ommøblering af kraniets struktur var Slipknot engang garant for. Om de stadig er det, ja, det kan man efter en times tid i selskab med The End, So Far nemt svare på.
Ikke et sort, men i hvert fald et gråt kapitel
Overordnet set er sandsynligheden for et par sygedage eller 14 overvejende stor. I stedet for det syrede spøgelseshus, som We Are Not Your Kind var lydtema til, så er The End, So Far en tilbagevenden til lydtapetet for en flok mentalt ustabile, som – udstyret med motordrevne haveredskaber – spreder skræk og rædsel i dit nabolag.
Når numre som ”The Chapeltown Rag” og ”Hive Mind” sparker døren ned og i klassisk slipknotsk militant marchstil rykker lokalet fra hinanden uden at tage hensyn til lytterens ve og vel, så kan man kun blive varm om hjertet og føle, at Slipknot har fundet hjem igen – på ”The Chapeltown Rag” har de endda fundet helt tilbage til ”(sic)” fra debuten. Det er hadsk, hensynsløst og i den grad herligt. ”Warranty” og især ”H377” låner udstyr fra ”People=Shit” og fortsætter den musikalske nedbrydning, hvorefter ”Medicine for the Dead” disker op med endnu en savnet Slipknot-klassiker: den smukke myrekrybsinducerende ”Vermilion”-stemning, hvor nummeret kommer helt ind under huden for derefter at lade vreden ulme og vokse sig tyk og fed. Det er alarmerende tæt på, at ønsket om et revitaliseret Slipknot indfries, og fyrværkeriet skal findes frem.
Men – og der er et utrolig stort men ved The End, So Far: For selvom pladen indeholder samtlige af Slipknots klassiske varemærker, så lyder det hele fladt, og bandet føles som en skygge af sig selv. Det er tomt, kalkuleret og næsten blottet for manien, kaosset og det vanvid, der kendetegnede amerikanerne. Det er muligt, at vægge bliver væltet, og vinduer smadret, men psykopatens øjne er døde, sjæleløse og uden den flamme, der engang brændte. Fyld er også en ting, The End, So Far kæmper en ulige kamp mod. ”Yen”, ”Acidic”, ”Heirloom” og ”De Sade” er ikke containerføde, men det er omtrent tyve Stone Sour-klingende minutter med samme værdi som det seneste ”valg” i de russisk besatte områder i Ukraine. Derudover forstår jeg heller ikke retningen på ”Adderall”, ”Finale” og omkvædet på ”Hive Mind”. Det skriger langt væk af at være skrevet til en gang sang og dans i en musical på Broadway og ikke en plade, hvor elegance handler om mikroovnens bue, inden den kolliderer med panoramavinduet.
Er alt håb ude?
At kalde de nis syvende udspil for dårligt er lige hårdt nok, men at kalde det intetsigende og en uengageret afslutning på en pladekontrakt er bestemt ikke helt ved siden af. Jeg håber i den grad, dette bare var en plade, der skulle udgives for, at Slipknot kunne slippe ud af deres kontrakt med Roadrunner Records og komme videre i deres karriere, og ikke et pejlemærke for fremtiden. For selvom The End, So Far umiskendeligt lyder, som Slipknot gjorde i de gode gamle dage, så er mangler pladen den sjæl og fandenivoldskhed, der har gjort bandet berømt og berygtet i de sidste to årtier.
