Granknogler og skovblod

Hvem er Skovblod? Tja, ifølge bandcamp er det Aksel Terkelsen, som i 2020 smed sin første EP, From the Void, på gaden i samarbejde med vokalist Lukas Mann. Han har lige siden forsøgt at overbevise verden om, at progget finsk melodød er det nye sort. Ensiferum med djent, kan man vel kalde det. Hvad er Skovblod så? Her bevæger vi os over i ren spekulation. Måske er Skovblod skovens egen puls. Dens fugtige åndedræt og dens tålmodige had til mennesker, der ikke kan lade være med at bygge et sommerhus på hver eneste plet jord, hvor det er muligt. Vi deler ikke DNA med grantræerne, men vi opfører os som slægtninge alligevel. Naturen giver, mennesket tager, og begge parter sukker dybt. Temaet er naturligt for et ungt dansk band, og på papiret lyder det jo vældigt interessant. Men hvordan går det Aksel Terkelsen og den nye vokalist Sebastian Beronius (ex-Mite), når grenene slipper, rødderne giver sig, og skoven ikke længere holder dem i hånden?

At række ud efter stjernerne

Jeg har en svaghed for små danske bands med store drømme, også selvom evnerne måske ikke helt rækker dertil. Det er lidt som at se et rådyr prøve at krydse motorvejen. Man håber på det bedste. Samme princip gælder her. Aksel Terkelsen er en dygtig guitarist, og faktisk vil jeg gå så vidt til at sige, at In The Valleys of Winter har flere smukke passager. Udtrykket er råt og organisk, og man kan nærmest dufte skovbundens damp efter nattens frost. På trods af fundaments komplekse idéer bliver det leveret i relativ simpelhed. Åbneren, ”Rite of Passage”, starter med linjen 'Be born into the great unknown', og ja, så er tonen ligesom sat. Vi er små, universet er stort, og naturen er et massivt grønt mysterium, der konstant minder os om, hvor ubetydelige vi er. Og måske er det netop derfor, at Skovblod rammer noget ægte.

Men kombinationen af finsk folk/melodød og djentet prog er svær helt at købe ind på. In the Valleys of Winter lyder meget splittet, hvilket er synd, taget i betragtning af hvor meget tid man bruger på at opbygge stemning. Og så er det en skam, at Sebastian Beronius rene vokal får så meget spilletid. Hans gode growl gør jo, at skoven virkelig vågner til live. Man kan mærke isolation og høre de tørre blade knase. Den rene vokal bliver for skrøbelig, som en tilfældig kvist, man kommer til at træde på, og knæk, så er illusionen væk. Måske er det helt bevidst, sikkert endda, men det fungerer bare ikke her. Især ikke når man tydeligt læner sig op ad fantastiske bands som Ensiferum, Wintersun, Moonsorrow og Týr.

Nogle dårlige vaner er svære at slippe, og min værste er uden tvivl, at jeg altid ender med at pløje igennem et bands fulde diskografi, før jeg åbner munden. I Skovblods tilfælde var det heldigvis en kort proces, og jeg kan klart anbefale bandets første langspiller, In the Shadows of Mountains, som jeg faktisk foretrækker. Én ting er dog sikkert. Der er teknik og ambition nok til, at Aksel Terkelsen & Co. sagtens kan få en rigtig fin diskografi brygget sammen.

Menneskets ulykkelige slave

Den unge generation har gjort mere for naturen, end min egen generation formåede mellem cigaretterne og parcelhusdrømmene. Vi står midt i et skifte, og måske burde vi for en gangs skyld stoppe op og rent faktisk nyde naturen, mens den endnu tåler os. Skovblod er et spændende projekt, topaktuelt og med teknik nok til at imponere mange. Jeg havde blot foretrukket, at de ligesom mennesket havde valgt blot én sti at betræde. Kaos eller klarsyn. Melodød eller prog.