Judas Priest og Iron Maiden er i Chris Barnes’ vold og ligger nu Six Feet Under
Graveyard Classics IV – med et spændende sangvalg
Dødsmetal-bandet Six Feet Under er nu klar med deres 4. album i serien af kirkegårds-klassikere.
Kender man ikke til de foregående udgivelser, så er her tale om coversange, spillet tæt på originalerne, tilsat Chris Barnes’ dødsgrowl. Graveyard Classics IV: The Number of the Priest er, som det antydes i teaseren, en hyldest til de to metalguder, Judas Priest og Iron Maiden. Det er denne gang Brian Slagel (direktør for Metal Blade Records), der har udvalgt numrene til albummet, hvilket har resulteret i en del numre, der normalt ikke er blevet kopieret før. Tag f.eks. ”Genocide”, ”Starbreaker” og ”Total Eclipse”, der nok ikke har stået på mange bands liste over coversange. Set i den kontekst så var jeg spændt på at se, hvad bandet kunne få ud af disse sange med deres døds-rock ’n’ roll.
Nogle klassikere burde ikke ligge på kirkegården
Graveyard Classics-serien har måtte stå for skud for meget kritik, bl.a. for at være dårligt producerede og jævnt kedelige. Desværre gør det sig også gældende på dette album – det fjerde udspil i serien. Det starter ellers godt med introen til ”Night Crawler”, men så snart Barnes’ gutturale stemme kommer ind over, går det galt. Hans stemme ligger væsentligt over instrumenterne og overdøver dem simpelthen, hvilket får det til at lyde som om, han står på den lokale bar og synger karaoke.
Ud over bandets musikalske levering så lyder albummet som om, at det er blevet lavet med venstre hånd, og ud over koret i omkvædet på ”The Evil That Men Do” så skråler/growler Barnes sig igennem alle vers og omkvæd på albummet, uden den mindste form for variation. Her ville det have været fedt, hvis der havde været lidt forskel på, hvordan de enkelte sange blev leveret, hvilket desværre ikke er bandets stil.
Det ville ligeledes have klædt bandet at improvisere lidt på de enkelte sange, for instrumenterne følger langt hen ad vejen det originale track, som det også har gjort sig gældende på de foregående udgivelser. Kombineret med Barnes’ fantasiløse levering ligger vi langt fra den hyldest, albummet var tænkt som. For faktum er, at vi har lyttet til disse sange utallige gange, og uden en frisk ny indgangsvinkel er det svært at blive begejstret. Efter at havde hørt pladen et par gange bliver det simpelthen for kedeligt.
Graveyard Classics-serien handler om at have det sjovt
Selvom Barnes har udtalt, at formålet med Graveyard Classics-serien er at have det sjovt, og at dette fjerde udspil mere skulle ses som et trip down memory lane for fans af Priest og Maiden, så er den indsats, der er lagt i produktionen af pladen, så ringe, at det ikke kan retfærdiggøre den behandling, sangene bliver leveret på.
Der er sikkert nogle die hard fans af Six Feet Under, der synes, at The Number of the Priest er trukket præcis så langt ned i graven, som det kan komme, men som et hyldestalbum fungerer det bare ikke.
