Six Feet Under - Crypt Of The Devil

Crypt Of The Devil

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Spilletid:36.54
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Manden med den syge stemme og forstyrrede sind er tilbage

Chris Barnes og Six Feet Under er tilbage. Bandet, der er fra Tampa, Florida, startede som Chris’ sideprojekt, imens han stadig var med i Cannibal Corpse. Senere blev han smidt ud af CC, og siden da har han kunnet koncentrere sig om Six Feet Under og hans andre projekter.

Bandet spiller en mere grooveorienteret udgave af dødsmetal med en overvægt af langsommere eller midt-temposange. Specielt set i forhold til hans tidligere band, Cannibal Corpse, hvor tempoet og blast beats var i højsædet.

Chris er kendt for sin temmelig ekstreme stemme, der lyder som en dyb og snerrende dødsknurren. Noget man enten kan lide eller afskyr. En ting, hans stemme har fået ros for, er, at den aldrig er blevet manipuleret eller forstærket i lydstudiet. Barnes lyriske stil omhandler vold, lemlæstelse og død. Marihuana og kritik af den amerikanske regering ligger ham dog også på sinde.

Et spændende samarbejde imellem Chris og Cannabis Corpse

Nu er bandet så ude med deres 11 album, Crypt Of The Devil. Albummet er blevet skabt i fællesskab mellem Chris og de 3 medlemmer fra Cannabis Corpse: Philip Hall (bas og vokal), Josh Hall (trommer) og Brandon Ellis (guitar).

Albummets tekster er således skrevet af Chris og Philip i fællesskab. Med Crypt Of The Devil har Barnes fortsat historien fra Undead og Unborn, hvor man skulle se tingene ud fra en seriemorders perspektiv. Eller som han selv har beskrevet det: ”En snoet rejse igennem hans sind, hvor sangene maler et billede, der ikke er lineære, men snarere bugter sig frem og tilbage igennem en mørk sjæl”.

Har samarbejdet så ført mere blod og lemlæstelse med sig?

Da jeg hørte pladen første gang, var der ikke meget ved den, men efter nogle ture på anlægget, begyndte jeg at lægge mærke til de små forandringer, der er blevet tilført Six Feet Unders death and growl stil. Der er kommet lidt mere kant på guitaren, så den fint lænser huden fri fra knoglerne, og samtidig er der givet plads til lidt mere aggression i Barnes ru, hæse og halvdøde stemme, mens trommerne lyder som om, de bliver banket med en bloddryppende kølle. Dette tilsat en knivspids ekstra fart, har gjort albummet mere lyttevenligt, og det flår mine tanker tilbage til 2003-albummet Bringer Of Blood. Tanker jeg personligt er morderisk tilfreds med.

De 10 sange er iørefaldende og betrukket med nok pigtråd til at hæfte sig fast i lytteren. Sangene slår sig fast og buldrer direkte ind i dine blødende øre, mens dine dyriske sanser bliver vækket til live af Chris syge tekster. Tag nu for eksempel et par af sangenes titler ”Open Coffin Orgy”, ”Broken Bottle Rape” og ”Slit Wrist”. Der må sidde et par bekymrede psykologer derude med nedbidte negle! Men for at være ærlig, så er det jo sådan, det altid har været med den mand, og sådan kan vi lide det!

Six Feet Under er et enten eller band

I sidste ende er man enten for eller imod Six Feet Under. Det kan man selvfølgelig sige om alle bands, men Six Feet Under har det med at skille vandene og er enten et band, man hader eller elsker. Crypt Of The Devil vil næppe gøre noget for at overbevise dem, der i forvejen ikke kan lide bandet. Men for de af os, som i forvejen er fans, lyder det stadig som Six Feet Under måske bare 10 år yngre, for de små ændringer, der er blevet tilført i den fælles sangskrivning, gør, at sangene lyder friskere og mere sultne end tidligere.

Efter 2 årtier med Six Feet Unders dødsmetal er de still going strong. Crypt Of The Devil er endnu et solidt udspil med rigelige mængder råddent kød på til at tilfredsstille os med disse tilbøjeligheder. Råddent kød som vi alle tørster efter, og derfor kaster jeg da også 7 bloddryppende kranier efter dette album. Lyt til de syge tekster og bliv draget af en mands fortællinger, but kids.. don’t try this at home..

Tracklist

  1. Gruesome
  2. Open Coffin Orgy
  3. Broken Bottle Rape
  4. Break the Cross in Half
  5. Lost Remains
  6. Slit Wrists
  7. Stab
  8. The Night Bleeds
  9. Compulsion to Brutalize
  10. Eternal Darkness