Sick Of It All spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Sick Of It All - Wake the Sleeping Dragon!

Wake the Sleeping Dragon!

· Udkom

Type:Album
Genre:Hardcore

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alting er stadig jævnt træls

32 år er der gået, siden Sick of it All proklamerede, de var jævnt trætte af alting – et statement, der må siges at være lige så stabilt som bandets lineup, der har været det samme siden 1992. Koller-brødrene er selvfølgelig kernen, dertil kommer trommeslager Armand Majidi, som har været med lige så længe som brødrene, og nyeste medlem er så bassisten Craig Setari. Har man bare den mindste idé om, hvem Sick of it All er, så er man ikke i tvivl om, hvad der venter en på ”Wake the Sleeping Dragon”. Det er politisk ladet hardcore fra start til slut, hvor der bliver langet ud til højre, til højre og, nu det er hardcore, mere til højre, efter alskens problembørn, og tingene bliver sagt, som de er.

 

Men så træls er det heller ikke

Og det er ikke så få emner, der får en kommentar med på vejen. Dyremishandling, selfie-kulturen, fake news og racisme for at nævne et par stykker. Selvfølgelig også de obligatoriske hardcore-sange omkring broderskab, fællesskab og om, at modgang gør stærk. Rent emnemæssigt er der altså absolut intet nyt under solen på ”Wake the Sleeping Dragon”.

En del af teksterne er dog skrevet i en knap så seriøs tone, hvor det ikke altid går ud på at være hård med sine brødre og smadre systemet, men i stedet om at se det hele fra en lidt munter vinkel og kunne grine af, hvor åndssvagt samfundet kan være. Om det er fordi de fire gutter i Sick of it All er ved at være nogle halvgamle mænd, ved jeg ikke, men da hardcore af og til har det med at tage sig selv lidt for seriøst, er det et lækkert afbræk med hardcore, der har en mere afslappet tilgang til livet.

Dermed ikke sagt, at numrene har fået en mere afslappet holdning. Det er højenergisk med ”gang vocals”, numre man kan skråle med på, breakdowns og masser af slagkraft over hele pladen. Med andre ord: in-your-face hardcore, som man kender det fra Sick of it All. Det er ganske velskrevet og klør lige der, hvor det skal.

Men det er også lidt problemet med ”Wake the Sleeping Dragon” – der er ikke rigtig noget nyt ved den. Sick of it All benytter den samme formel, som de altid har gjort, og ærlig talt kunne man af og til godt savne et eller andet nyt og uventet fra dem. Noget der gør, at pladen skiller sig ud, ikke nødvendigvis fra hardcoregenren som helhed, men bare fra resten af Sick of it Alls bagkatalog, og der er et par tekster med en komisk vinkel ikke helt nok. Det bliver lidt same-same, but not so different.

 

Men det er træls nok

Dragen bliver aldrig rigtig vækket på ”Wake the Sleeping Dragon”. Der mangler noget nyt og overraskende, for at det kan ske. Men Sick of it All har om ikke andet formået at levere en solid omgang hardcore, præcis som man kan forvente af dem, hvilket bestemt heller ikke er dårligt. Sandsynligheden, for at der bliver hevet nye fans til, er ikke voldsomt stor, men gamle fans og hardcore fans vil formentlig opfatte ”Wake the Sleeping Dragon” som en ganske udmærket tilføjelse til Sick of it Alls ganske glimrende bagkatalog.

Tracklist

  1. Inner Vision
  2. That Crazy White Boy Shit
  3. The Snake (Break Free)
  4. Bull's Anthem
  5. Robert Moses Was A Racist
  6. Self Important Shirthead
  7. Self Important Shithead
  8. To The Wolves
  9. Always With Us
  10. Wake The Sleeping Dragon
  11. 2+2
  12. Beef Between Vegans
  13. Hardcore Horseshoe
  14. Mental Furlough
  15. Deep State
  16. Bad Hombres
  17. Work The System
  18. The New Slavery