Heavy Metal on Steroids
Shotgun Rodeo er et norsk hard rock/heavy metal band, der blev grundlagt i 2008 i Trondheim. De albumdebuterede i 2015 og fulgte debuten op med en EP i 2016. Begge udgivelser var en skøn blanding af de mere tilgængelige genrer inden for metallen. Selv kalder de sig for ”heavy metal on steroids”, og lad os nu se, om de rent faktisk formår at spille med musklerne her på deres nyeste album.
Sjove navne og sjov musik
By Hook Or By Crook byder overordnet set på et yderst underholdende mix af Load-æra Metallica, Pantera-grooves, samt System Of A Down-tempo og -opfindsomhed. Godt nok serverer nordmændene melodisk hard rock, der er helt umuligt at sidde stille til, men kanterne er væsentlig hårdere, end vi er vant til fra genren. De norske gutter i Shotgun Rodeo har ikke bare en masse energi at fyre af, de har også noget på hjertet. Samtidig er det et yderst velspillende band, hvor især guitarist Don Shrediablo bør fremhæves for at levere både rytme, melodi og ekvilibrisme til overflod. Forsanger Nino Escopeta har en lækker rock-stemme, der kan lidt af hvert, og det er jo fint til et relativt alsidigt album, men han har dog en tendens til at råbe lidt for meget – og dermed lyde som Dexter Holland fra The Offspring - og det kan godt blive lidt trættende i længden.
Albummet starter hårdt ud med titelnummeret, en sprælsk up-tempo sag, der emmer af talent og spilleglæde. ”Y.O.P.B” er en fandenivoldsk opsang til alverdens bløde mænd om, at de skal stoppe med at lave en 'John Lennon' (der angiveligt blev særdeles ’pussy-whipped' i 70’erne) og ikke længere lade sig koste rundt af deres ’Yoko Ono Psycho Bitch’. Sjovt nok og sikkert noget mange moderne mænd med fordel kunne lytte til, men nogle lidt mere nutidige eksempler havde virket stærkere – der skulle vel være nok at tage af i dag.
”Blaming The Kremlin” har albummets bedste riff, men også en noget tvivlsom tekst (Kammerat Putin og hans styre er angiveligt nærmest forfulgte uskyldigheder). Igen ret morsomt lavet, men det viser, at Shotgun Rodeo godt kan gøre deres politiske analyser lidt skarpere – for nu at sige det mildt. På den anden side tager andre sange mere heldigt fat i aktuelle fænomener som snowflakes, SJW’er, og hvad bandet ser som internettets mange lemminger, der tankeløst følger med på enhver trend eller shitstorm. De kaldes såmænd ’minions without opinions’. Tag den, I kronisk krænkede snefnug!
”Tony Iommi” er ikke overraskende en hyldestsang til Black Sabbaths Riffmeister General, med en ret opfindsom tekst, der trækker på klassiske Black Sabbath-sange og -albumtitler. Men bortset fra et Iommi-lignende riff lige i starten, kan det godt undre, at sangen, præcis som resten af albummet faktisk, mest består af momenter snuppet fra James Hetfield-udgaven af ’Thrash Riffs For Dummies’. En fejring af Shotgun Rodeos tydelige forbilleder som ikke bare Papa Het, men også Daron Malakian og Dimebag Darrel, havde nok været mere passende.
Lidt mindre fedt og vi havde en vinder her
By Hook Or By Crook byder altså på masser af fede riffs og grooves, men ofte dør sangene ud ved omkvædene, der lidt for ofte ikke kan leve op til resten. Eksempler på det er ”Bandwagon Syndrome” og ”Human Hand Grenade”, der slet ikke kan holde hele vejen hjem. Man kunne derfor godt ønske sig, at bandet havde arbejdet lidt længere med tingene, eller måske skulle By Hook Or By Crook bare skæres lidt til? Men dygtigt udført og virkeligt underholdende, det er det helt bestemt!
