Holder statistikken denne gang?

At visse core-relaterede bands bruger Ø i stedet for O, er efterhånden lige så meget en nyhed, som at benzin er blevet dyrt. Hvad der dog er en anelse interessant ved denne trend, er, at der anes en sammenhæng mellem de bands, der hopper med på trenden og kvaliteten – eller mangel på samme – af deres musik. Generelt kan man sige om trends, at drivkraften er netop popularitet og ikke kvalitet. Men som oftest skal der være en undtagelse, der bekræfter reglen, og man kunne da håbe på, at det bliver tyske Setyøursails’ seneste plade Nightfall.

Det er, som om de ikke engang prøver

Havde man ikke allerede gættet det, så begår Setyøursails sig indenfor metalcoren. Den tyske kvartet prøver dog at ændre skabelonen lidt og krydrer deres core med både elementer af nu-metal og diverse former for electronica. Så selvom det heller ikke er genrer med et fantastisk ry, så kan det være, at det fungerer – minus gange minus giver jo som bekendt plus. Nightfall excellerer dog desværre, med få undtagelser, hovedsageligt i at minde lytteren på, hvorfor metalcoren anses for at være en genre, der, inspirationsmæssigt, er mindre levende end det døde hav.

Men for at tage undtagelserne først, så er ”Nightfall”, ”Into the Storm” og ”Fckoff” klart pladens højdepunkter. ”Nightfall” dykker for alvor ned i nu-metallen, og med en basgang, som selv Fieldy i hans storhedstid ville have været imponeret over, får den lettilgængelige metalcore et solidt holdepunkt at bygge sig op på. Verset på ”Into the Storm” er rendyrket hardcore sovset så meget ind i electronica, at man skulle tro, at tyskerne var ved at blive til Frontierer light. Og slutteligt er ”Fckoff” rendyrket vred hardcore, der på sølle to minutter kanaliserer alt, hvad vi alle tænker om Rusland og Putin.

Så kommer vi desværre til de resterende ti numre, der gør mere eller mindre alt, hvad de kan, for passe perfekt ind i metalcore-skabelonen. ”Ghosts”, ”Secrets” og ”Reason” kører den klassiske stil med et vredt vers og et storladent melodisk omkvæd, og er glemt i det øjeblik, numrene er forbi. ”Why” er faktisk lige ved at markere sig positivt med denne skabelon, da verset trækker på både nu-metallen og hardcoren, men når det følges op af et fesent og blødt omkvæd, bliver det omtrent så underholdende som et harmonikasammenstød. Nightfall bliver bestemt heller ikke bedre af, at der er intet mindre end fire mere eller mindre balladeagtige numre i træk. Ja, ”Forgive Me” har råbt vokal, men med ”Anchor”, ”Deadline” og ”What’s Wrong” så bliver det en alt for stor portion af rædselsfuld teenage-core-klynk. Jeg er med på, at metalcore-genren har visse grundpiller og strukturer, men når så mange bands – Setyøursails deri inkluderet – kategorisk nægter at gøre andet ved disse rammer end at give dem et tyndt lag klar lak, så bliver jeg lidt stram i betrækket.

Mønstret blev heller ikke brudt denne gang

Det var desværre heller ikke i denne omgang, at et metalcoreband, som er hoppet med på Ø-trenden, markerede sig specielt positivt. Nightfall er dermed sagt ikke en decideret dårlig plade. Dens flirten med nu-metal og lidt electronica formår bare aldrig at hive pladen op på et niveau, der bryder overfladespændingen på sumpen af uinspirerende metalcore.