Svenskernes efterhånden tredje udspil byder ikke på nogen stilbrud, der bliver igen celebreret Death/Thrash til den store guldmedalje. Man henter stadig den største inspiration ved de tyske patronliebhavere Destruction. Især sangeren lyder som en dødsmetalversion af Schmier, hvilket vil sige to oktaver dybere. Lyden fra Berno studiet (Amon Amarth, Witchery, The Haunted) er igen rå og brutal, selvom den er en smule tynd i trommeafdelingen. Desværre har man også en kedelig hang til at være en smule forudsigelig, men det er jo næppe noget nyt i denne genre. En solid skive uden nogen som helst overraskelser eller højdepunkter, men på samme tid heller ikke nogen katastrofer.