I 2011 udgav græske Septicflesh den symfoniske death metal plade The Great Mass, som fik en rigtig god modtagelse. Det er muligvis baggrunden for, at Season of Mist har besluttet at genudgive Septicflesh’ bagkatalog.

Septicflesh blev dannet som Septic Flesh i Athen i 1990. Bandet spillede fra starten mere traditionel death metal, men udviklede sig med tiden i retning af gothic death metal. I 2003 blev bandet opløst, men blev gendannet i 2007 og skiftede navn til Septicflesh. Dette skyldtes, at det efter bandets mening så bedre ud, og skulle vise en ny fase for bandet. Året efter udgav Septicflesh deres syvende full-length, Communion. Stilen var nu blevet symfonisk death metal.

Men nu står vi så med Esoptron, som Septic Flesh (som de jo altså hed dengang) udgav i 1995. Rettelig hedder udgivelsen Εσοπτρον, der er græsk for spejl. Esoptron var Septic Flesh’ anden full length, som altså er genudgivet her i 2013 med tre bonustracks, heraf to live-optagelser.

Som det fremgår ovenfor, er Esoptron ikke samme stil som de nyere udgivelser. Her skal man jo også huske, at udgivelsen altså er næsten 20 år gammel, så der er sket en del også med death metal siden. Generelt er musikken relativt langsom med tunge riff og et dybt growl. Men musikken krydres på en godt ballanceret måde med forskellige elementer til at bryde lydbilledet, såsom keyboard, kor og talt vokal. Derudover benyttes melodiske guitarpassager af en nærmest ’smukt’ tilsnit. Videre er tre af numrene instrumentale mellemspil.

Alt i alt giver dette Esoptron et ’flydende’ eller måske ligefrem ’svævende’ præg, og jeg har set stilen benævnt ’atmosfærisk dødsmetal’. Det er faktisk nok en ret god måde at beskrive det på. Det er svært ikke at komme til at tænke lidt i retning af Tiamats Wildhoney, der dog er mere gotisk, og Esoptron kan heller ikke siges trods alt at have samme høje kunstnerisk niveau. De langsomme, tunge passager får mig nogle steder til at tænke i retning af Saturnus’ Paradise Belongs to You.

Det er muligt, at numrene bliver bedre i løbet af pladen, men jeg tror, at det hænger sammen med, at man bliver trukket ind i musikken. Esoptron vinder ved at blive hørt i sin helhed (de to sidste bonustracks undtaget).

Det første bonustrack, "Woman of the Rings", er et godt nummer, der faktisk passer godt ind i udgivelsen. De to live-numre forekommer ærlig talt malplacerede på denne udgivelse. Selvfølgelig er det bonustracks, men de bryder den særlige rejse, det er at høre Esoptron.

Alt i alt er Esoptron en ganske stærk udgivelse, når man acceptere den præmis, at den altså har ganske mange år på bagen. Således er jeg – desværre – i tvivl om, hvordan det gennemsnitlige ’nye’ metal-hoved vil tage imod udgivelsen. For fans af Septicflesh er jeg ikke i tvivl om, at Esoptron bør være en del af samlingen; både som en del af en udviklingshistorie, men også fordi udgivelsen altså har selvstændig værdi…