Abstrakte adjektiver
Scandic Tribe er en duo bestående af danske Morten G. P. og norske Thomas Økland. Deres vision er at genfortolke den frihed og ånd, der kendetegner ”ægte” rock ’n’ roll, men med et skandinavisk tvist, deraf navnet Scandic Tribe. Projektet er ret så nyopstartet og derfor stadig ret ukendt, men trods det sparer de sandeligt ikke selv på adjektiverne! ”Modige”, ”nytænkende”, ”ægte”, ”selvsikre”, ”kraftfulde”, ja, der er nok at tage af, så lad os da se, om der er noget om snakken, eller om det er kejserens nye klæder.
Revolution for revolutionens skyld
Okay, lad os starte fra en ende af: Light at the End er bandets debut, de to herrer har siden 2015 fået strikket 11 numre sammen og har sendt dem på gaden. Lad os starte med at slå fast, at Morten kan spille guitar, endda ret så godt, og Morten synger ligeledes udmærket, så de er ikke talentløse på nogen måde. De bryster sig selv af at være visionære og udforskende, og jo jo, jeg kan da høre en hel del i deres musik: Jeg hører jazz (af den slags, du hører i elevatoren eller i telefonkø, ikke Ben Webster), jeg kan høre surfermusik a la The Beach Boys og til tider lidt hardrock, der godt kunne være Diamond Head-inspireret, og så en masse lejrbålsrock, der minder om Lynyrd Skynyrd. Men en decideret revolution båret frem af progressive tanker indenfor rock ’n’ roll? Nej, det kan jeg på ingen måde høre. Der er ingen kant, ingen fare, ingen iver. Light at the End er rockmusikkens svar på at gå med livrem og seler; det tætteste på rock ’n’ roll, vi kommer, er nummeret ”Revolution of Confusion”, men selv dét nummer er ikke mere farligt end en tandløs puddel med slidgigt i poterne. Tværtimod får man lyst til at skabe en revolution på baggrund af denne her skive. Jeg sidder faktisk og bliver helt reelt irriteret over, at man kan være så blottet for realistisk sans og dømmekraft. Der er intet rock ’n’ roll over det, hverken musikalsk eller attitudemæssigt. Det er decideret bovlamt og tandløst, og så kan det være totalt ligegyldigt, at begge de herrer både kan spille og synge, hvis man ikke formår at bruge det til noget fornuftigt eller konstruktivt. Jeg kan slet ikke regne ud, hvem det her album er lavet til, for selv et midtjysk suppe-steg-og-is-selskab vil finde det her kedeligt og navlepillende, og det virker ærligt talt til, at de kun har lavet det her album for at kunne krydse det af deres bucketlist.
Er det smart? Er det hipt? Næ, det er hult!
De bryster sig af at kunne give rockmusikken et skandinavisk pift, fint nok, det kan gøres superfedt, men de prøver ikke engang! Bevares, jeg skal ikke kunne sige, hvad Thomas og Morten tænker, når de hører ”skandinavisk pift”, men jeg tænker noget i stil med Heilung, Myrkur, Wardruna og selv Enslaved – ikke to blege mænd med smørhår iført beige blazere og et smørret grin, der lugter langt hen ad, at man har tænkt sig at læne sig tilbage, alt imens at man drømmer om en lind strøm af penge. Jeg er helt med på, at man ønsker at være nytænkende, progressiv, smart og hip. Man vil gerne frem og op og blive anmeldt i Politiken samt være et samtaleemne på caféerne i de indre byer – det vil jeg da også! Men for helvede da, så sæt dog handling bag ordene i stedet!
