Højt at flyve…
Sakis Tolis, den legendariske frontmand og medskaber af Rotting Christ, udtalte tilbage i 2021 i et interview, at gentagne covid-nedlukninger havde ført til, at han nu sad med materiale nok til 40-50 sange. Det blev dengang tolket, som om der var styr på de næste mange Rotting Christ-udgivelser – hvilket måske ej heller er en total fejlfortolkning. På det tidspunkt var vi ikke klar over, at det også betød, at den hellenske kriger ville lave en soloudgivelse, for på samme måde som man altid tænker James Hetfield og Lars Ulrich som en enhed, har man tænkt Sakis og brormand Themis som en ubrydelig duo. Men ak, Themis må vente på bænken, for nu vil storebror flyve solo, så er spørgsmålet blot, om han som en anden Ikaros flyver for tæt på solen eller formår at holde sine voksvinger i passende afstand til de brændende stråler.
Lidt fra alle hylder
Siden slutningen af 1980’erne har Sakis udgivet musik, hvilket betyder, at manden har en stjerneklar signaturlyd, både i forhold til sin måde at opbygge numre på, sin spillestil samt vokalstil. Ergo lyder Sakis Tolis-projektet her præcis som man kunne forvente, nemlig som Rotting Christ – hvilket er godt, for Rotting Christ er et fabelagtigt band, der kun fortjener anerkendelse og klapsalver. Når det så er sagt, så er der en rimelig forskel på, hvilken epoke af Rotting Christ vi snakker om, om vi tænker på de første par plader, der var langt tættere på Mercyful Fate og Iron Maiden, de midterste, der mindede mere om Moonspell, eller de seneste, hvor bandet befinder sig et sted mellem melodisk dødsmetal og black’n’roll med et lille element af folk. Svaret må være, at Among the Fires of Hell absolut mest minder om udgivelser som Rituals og Heretics, forstået på den måde at det er simplicitet, repetition og atmosfære, der er i det absolutte højsæde. Numrene er derfor enkle, men effektive, som ”Ad Astra” eller albummets nok bedste nummer, ”The Dawn of the New Age”. Ingen af de to er banebrydende eller nytænkende, men derimod helt klassisk, gedigen Rotting Christ-musik, som ville passe helt perfekt ind i bandets setliste, side om side med numre som ”Non Serviam”, ”King of a Stellar War” og ”Apage Satana”. Men nu og da er der også reelle hints til de helt gamle, klassiske værker, for eksempel i form af nummeret ”Fallen Angels”, der nemt kunne have været at finde på debuten Thy Mighty Contract eller Triarchy of Lost Lovers.
I takt med at man kommer igennem albummet, opdager man, at selvom manden udtalte, at han var ih-og-åh så inspireret og havde spandevis af materiale liggende, så er det bestemt ikke alt på Among the Fires of Hell der fremstår inspireret. Det er heller ikke alt, der burde have været med på albummet.
For hen mod slutningen begynder Sakis at køre i ring, og numrene begynder simpelthen at blive for ens, eller som med ”The Silence”, ligegyldige. Man savner måske et input fra en eller flere musikere (for eksempel Themis!) for at hjælpe med at holde den røde tråd igennem projektet, og helt galt går det på ”Nocturnal Hecate” - en sang lavet af det græske neofolk-band Daemonia Nymphe, for her har Sakis valgt at genbruge guitarmelodien fra ”Χ Ξ Σ - (666)” fra Κατά τον δαίμονα εαυτού-albummet fra 2010, hvilket er noget af det mest dovne, jeg længe har oplevet.
Der mangler noget
Jeg er kæmpe fan af Sakis og derfor kæmpe fan af Rotting Christ, så hvis jeg må ”nøjes” med noget solomateriale nu og da, mens jeg venter på, at Sakis og Themis sætter sig ned på den lokale taverne og nyder et glas ouzo og en fetablok, så er det et kompromis, jeg er villig til at indgå. Among the Fires of Hell er et udmærket album, men man skal konstant huske sig selv på, at det her kun er Sakis, så man skal ikke forvente den magi, som man normalt forbinder ham med – for selvom der er masser af gode numre, så mangler der absolut det ekstra, der normalt får mandens kunst til at fremstå genial.