Næsten 30 år bag sig

Når det kommer til den progressive rock og- metalmusik i Danmark, er det svært at komme uden om københavnske Royal Hunt. Siden 1989 har de spillet en meget melodisk præget progressiv rock. Bandet har også holdt sig godt i gang og har tretten studiealbums, seks livealbums samt en solid mængde opsamlingsplader. Gennem tiden har de haft en hel del udskiftninger, og den dag i dag er det eneste originale medlem, vi finder, keyboardspilleren André Andersen. Dette betyder dog ikke, at de ikke har noget at byde på!  

Still going strong!

Når man først trykker på startknappen og giver sig til at lytte til albummet, kan man godt blive en lille smule overrasket over det første, man hører. Vi lægger nemlig ud med en forholdsvis elektronisk start, hvori brugen af trommemaskine også gør sig bemærket. Når først guitaren kommer ind og vokalen træder i karakter, er vi dog ikke i tvivl om, at dette stadig er progressiv rock, vi har med at gøre og det endda af en ganske høj kvalitet. Med skæve rytmer, utraditionelle taktarter og alt hvad der ellers hører med. Omkvædet er en ren ørehænger og meget nem at synge med på. Dette står fint i kontrast til versene, der spiller i en mere staccatopræget og skæv rytme. En ting, man dog kan kritisere denne sang for, er, at særligt omkvædet måske lyder en anelse for glad i forhold til, at sangen bærer den noget mere triste titel “Fistful of Misery”. Det spiller ikke helt sammen.

En af pladens andre perler er sangen “Sacrifice”. Den akustiske guitar i starten giver pænt associationer til sluttressernes og halvfjerdsernes pionerer inden for prog-genren. De andre instrumenter bliver pænt introduceret, da de kommer på lige så langsomt en ad gangen. Bassen leverer eksempelvis en udmærket solo, hvor keyboardet tager yndefuldt over og supplerer med et lige så sublimt spil, men lige som man tror, at man står over for en afdæmpet akustisk ballade, kommer der andre boller på suppen! Guitaren indtræder med et riff, som i høj grad trækker på de tungere elementer fra Dream Theater.

Gennem pladen lader man sig skiftevis imponere af alle medlemmernes kunnen, dog vil jeg gerne have lov til at sætte særligt fokus på sangeren D.C Coopers vokal. Han formår i høj grad at komme godt omkring og viser en rigtig fin alsidighed. I de mere rockede sekvenser kan hans rå stemme og store brug af vibrato lede tankerne hen på den lidt aldrende (på den gode måde) Rob Halford. Når han derimod går op i falset, er det svært ikke at tænke på canadiske James LaBrie. Begge dele formår han at gøre med stor ynde, og selvom man tydeligt hører ligheder med førnævnte sangere, lyder det hverken tvunget eller kunstigt.

En god gang prog, uden grund til for meget brok!

Royal Hunt viser med deres fjortende album, at de stadig kan opretholde en høj standard på deres albums næsten 30 år inde i karrieren. Sangene er velkomponerede og bærer mange fede elementer med sig. Pladen har en masse potentiale og viser, at den holder, da der er en masse fede ting at lægge mærke til selv efter mange gennemlytninger. Så for at sige det kort: En god gang prog uden grund til for meget brok!