Paganistisk prædiken bag pigtråden
De fordømtes evangelium
Det er formentlig de færreste kunstnere forundt at fremkalde samme furore blandt folkekirkens konfirmationspræster som Rotting Christ. Og da de græske mørkemænd under ledelse af brødrene Tolis fredag aften stod klar til at indtage fængselsgården i Vridsløselille, var det da også med prædikatet som den mest markante institution inden for mediterran black metal. At sætte deres blasfemiske liturgi op bag mure, der i årtier har rummet helt andre former for disciplin, virkede næsten for oplagt – som en teologisk vittighed på urban bekostning. For netop heri ligger som bekendt tragedien: Festivalens rammer er ikke blot midlertidige, de er dømt til nedrivning. En ambitiøs fornyelsesplan truer i horisonten, og snart bliver pigtråd og portvagter erstattet med p-kældre og pergolaer – ja, man kan for sit indre øre næsten høre arkitektens salgspitch om det ’levende byrum’.
At lade Rotting Christ føre ordet under disse omstændigheder var derfor både tragisk, smukt og isnende præcist. I 2024 leverede hellenerne således deres 14. studiealbum, Pro Xristou, en hæsblæsende fejring af hedensk visdom fra før Kristus og en kraftfuld hyldest af civilisationens fald. I ruinerne står denne massive monolit tilbage, der på tværs af fem årtier konstant har formået at genopfinde sig selv. Vel at mærke uden at vige fra hverken det sakrale, det okkulte eller det mystiske, som både Kata ton Daimona Eaytou og Rituals vidner om. Men spørgsmålet meldte sig uundgåeligt: Ville Rotting Christ være i stand til at omsætte årtiers arv og håndværk til en præstation, der satte fængslets øvrige indsatte eftertrykkeligt til vægs?
Altergang med mageløse mørkemænd
Svaret faldt prompte med åbningssalven ”Χ Ξ Σ (666)”, der fik murværket i Vridsløselille til at ryste og regere i takt med det brutale bombardement af stortrommer og basslag. Afgrundsbrølet fra ikoniske Sakis Tolis blandede sig sidenhen med røgsløret fra scenedysserne, og skrigene fra den beskedne menneskemængde rungede som et ekko fra den dybeste afkrog af helvede. At vokalen indimellem mudrede til, gjorde i denne kontekst om muligt oplevelsen endnu mere rituelt ladet. Baggrundskoret leverede tillige et sakralt, messende modsvar, der understøttede fornemmelsen af at overvære en gudstjeneste med omvendt kors-tegn. Med ”Fire, God and Fear” som foreløbig kulmination på ceremonien blev guitarsoloen i C-stykket serveret med et niveau, man sjældent hører her til lands, og som i den grad fik det til at risle koldt ned ad ryggen på nærværende anmelder.
At årets mest imødesete navn hev ned fra øverste hylde, var ingen overraskelse – ej heller var den besnærende balancegang mellem ældre klassikere og nyere tilføjelser som ”Like Father, Like Son” fra Pro Xristou, der i stedet blot understregede, hvor bredt bandet i grunden favner. Ja, mere end det, så fortsatte de ufortrødent med at hamre højdepunkter ud over de få standhaftige disciple: ”King of the Stellar War” sendte kuldegys gennem den fremmødte skare, der – trods aftenkuldens ubarmhjertige bid – holdt stand med nærmest religiøs overbevisning. Og da ”Non Serviam” rungede, lod det forreste fremmøde sig endda rive med i en ganske respektabel circlepit. Selv med kernetemperaturen nær et gammelt Atlas-køleskab hos overtegnende, var det fascinerede at betragte den særlige synergi, der opstår, når band og publikum smelter sammen til en enhed.
Der var kun få detaljer, som forhindrede black metallens græske guder i at score absolutte topkarakterer ved denne deres første koncert på dansk grund siden 2022. Blandt synderne fandt vi det lystigt migrerende fremmøde, den ustabile lyd og især den rædderlige lyssætning, der reducerede de optrædende artister til støvede silhuetter for de bagerste. Men som ”The Raven” svævede ind med en gravitas, der satte solidt punktum for fredagens sorte messe, var det alligevel noget nær umuligt at forlade fængselsgården uden fornemmelsen af at have været vidne til noget af det ypperste, Dødsgangen nogensinde har – og kommer til – at danne ramme om.
Sort messe i absolut særklasse
Rotting Christ kom, så og vandt en regulær jordskredssejr. Med årtiers kompromisløs arv som ballast leverede de en sikker, nærværende og intens præstation, der for en stund transformerede fængselsgården til et satanisk alter. Havde de haft fuld råderet over tidsrammen, ville vi formentlig have stået tilbage med et minde på højde med Mayhem i fjor – men selv i festivalformatet manifesterede Rotting Christ sig som en af de absolutte hovedattraktioner inden for ekstremmetallen. Enkelte udsving i lyden og en kulde, der fik flere og flere til at trække sig, ændrer ikke på helhedsindtrykket: Grækerne fremstod som festivalens ubestridte sejrherrer og satte en standard, kun få kan matche. At høre ”Non Serviam” resonere mellem de pigtrådsbeklædte mure føltes som høre Dødsgangen drage et af sine sidste suk. Hvis dette var en prædiken bag mure, der snart falder, blev det samtidig en påmindelse om, hvorfor Rotting Christ stadig er blandt de allerstørste. Mageløst og uafrysteligt. Intet mere. Intet mindre!
Sætliste:
- Χ Ξ Σ (666)
- P'unchaw kachun- Tuta kachun
- Elthe Kyrie
- Fire, God and Fear
- Kata Ton Daimona Eaytoy
- Like Father, Like Son
- King of a Stellar War
- Non Serviam
- Grandis Spiritus Diavolos
- In Yumen-Xibalba
- Societas Satanas (Thou Art Lord cover)
- The Raven
- Noctis Era
