Svenske Ritual er på banen med en drøm af en plade for enhver elsker af den psykedeliske progressive rock, og musikken kan da også beskrives som en transcendental rejse i psykedeliens vold. Lige fra start til slut fængsles lytteren i en malmstrøm af melodiøs rytmik og farverig symbolik. Symbolikken kommer især til udtryk gennem den lidt sære auditive konstellation af "hippie"-tidens progressive konger Jethro Tull, Frank Zappa, David Bowie og samtidens melodiske rockbands såsom Live etc. Kompositorisk er "Thinking Like a Mountain" meget varierende, hvilket især afspejler sig i de progressive sange, "What are you Waiting For", "Think Like a Mountain", "Shamanarama" og "Mother You've Been Gone For Much Too Long". Især titelnummeret er et så komplekst nummer, at selv Pain of Salvation, eller for den sags skyld en gammel Bowie "hippie" må knibe sig i armen af henrykkelse. Numre som de mere balladeprægede "Humble Decicion" og "Breathing" skulle i så fald få den anden fløj til at græde. Dette er for smukt og man henfaldes til at sige at det kan ikke gøres smukkere. Musikken er bevægende og gennem begge seancer indfiltreres lytteren i pompøse melodier, melankolsk guitar lir og en sanger uden lige. Patrik Lundströms stemme er, for at sige det lige ud, fortryllende. Han har en intonerende sikkerhed og en distinkthed som man ellers skal lede længe efter. Oven i hatten er "T.L.A.M." også en avantgard folk plade. Numre som "Once the Tree Would Bloom" og "On" kan få enhver Jetro Tull entusiast til at danse folkedans lige til den lyse morgen. Dog er disse numre ikke ligeså gennemførte som selveste Jethro Tull, men er i sig selv et meget humoristisk indslag fra Rituals side. Generelt er "Think Like A Mountain" meget original og fængende og dette på trods af en del orkestrale undertoner fra ovennævnte bands. Dette skal dog ikke have nogen indflydelse på min bedømmelse, da Ritual for mig og se ikke bevidst "låner" fra de ovennænte bands, men fordi de dybest inde er fanget i 70'er tidens musikalske spindelvæv og den dag i dag ubevidst forsøger at spinde videre, hvor 70'er "hippierne" måtte holde op.
