Eventyrtid
Finske Riitasointu er et spritnyt projekt, der stadig er ret vådt bag ørerne. Men trods dette skal man ikke lytte i mange sekunder, før man opdager, at de to ungersvende bag er kompetente både sangskrivere og musikere. Pedon leikki (udyrets leg) er bandets debutalbum, og ganske vist beskrives det som black-folk, men det er simpelthen for simpelt og unuanceret, for det her album er meget mere end det – og det er ligeså et bevis på, at man altid kan høre på et band, når det er fra Finland! Albummets lyriske udgangspunkt er Finlands svar på H.C Andersen, Astrid Lindgren og Shakespeare, nemlig Aleksis Kivi og hans mange fortællinger. Så find din finsk-dansk parlør frem, og sæt dig til rette foran kaminen, for nu skal vi ud i den finske ødemark – perkele!
Intet er så genkendeligt som finsk metal
Godt nok står der ”black-folk” på pakken, men desto mere jeg lytter til Pedon leikki, desto mindre synes jeg, den beskrivelse egentlig passer. Jo, jo, bevares, der er da klart elementer af black, og folk metal er klart grundessensen af albummet, men det ændrer ikke på, at der er så mange andre elementer i musikken: melodød, prog, viking og öld skööl heavy, alt sammen pakket ind i, hvad der bedst kan beskrives som ”finsk metal” – altså grandiose guitarsoli og kække riffs. Det bedste eksempel på denne kombination må være nummeret ”Varjoissa Syvyyden”, hvor der går totalt og aldeles Havukruunu i den, hvilket er godt; verden har altid brug for mere viking-speedmetal!
Men det er ikke kun nationalromantik, der fylder på albummet; det er også en kærlighed til især basguitaren – et instrument, der sjældent får megen kærlighed, når vi snakker black metal. Men alligevel er guitarens gumpetunge storebror et virkeligt fremtrædende instrument på Pedon leikki. Tag bare de to numre ”Pedon leikki” og ”Uniemme Maa”, der begge bliver decideret styret af netop bassen – ikke nok med, at det er særdeles klædeligt, så er det også et frisk pust i en verden, der ellers er så guitarstyret.
Godt nok er det her en debut fra et totalt ukendt orkester bestående af to purunge og uprøvede musikere, men jeg er helt oprigtigt imponeret over, dels hvor godt albummet lyder, dels hvor dygtige de to herrer faktisk er – det her er altså langt over det forventelige niveau for et debutalbum fra et nyt band. Der er faktisk ikke så meget som ét dårligt nummer at finde, selvom visse da er bedre end andre. Jovist. Og det er da heller ikke, fordi der ikke er skønhedsfejl hist og pist, men samlet set er det imponerende. Dog er næsten 50 minutters musik også lidt af en mundfuld, og der kunne nok godt være blevet barberet små 10 minutter væk fra albummets samlede spilletid. For selvom musikken er fremragende, så er det ikke alle minutter, der er lige fængende. Det er forståeligt, at duoen virkelig vil vise, hvad de kan – så er det ikke ensbetydende med, at kvantitet er det samme som kvalitet.
Bandets vision om at tolke Kivis værker og skabe et lydbillede, der matcher hans fortællinger og eventyrlige landskaber, lykkes i stor stil, og især numrene ”Luopio ja Parras” og den instrumentale ”Impivaara” er med til at opbygge illusionen om, at man er dybt inde i de finske nåleskove – hvilket også er godt gået.
Fantastisk opstart
Pedon leikki er nok den mest imponerende debutudgivelse, jeg har hørt i år, og jeg tvivler da også på, at den bliver toppet i dette kalenderår. Det er et flot, imponerende og ambitiøst værk, der formår at hylde samt understrege, hvad finsk metal egentlig er for en størrelse. Er det et fejlfrit værk? Nej, men hvor mange debuter, uanset genre og medie, kan I nævne, der er det? Men hvis det her er startstedet for Riitasointu, og hvis de kan formå at holde det her niveau eller måske endda oppe det, ja, så snakker vi altså potentielt stor, stor kunst.