DETEKTOREN
Rex Brown - Smoke On This...

Smoke On This...

Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Halvhjertet hygge-rock fra legenden

 

En stille mand kæfter op

Antallet af linjer, det påkræves for at introducere Rex Brown, bassisten fra legendariske Pantera, må være yderst begrænset. Manden med den ekstremt undervurderede sinkeplanke fra et af 90'ernes, ja faktisk hele metalhistoriens, største navne var kendt som bandets stille fyr. Efter Panteras beklagelige stop for snart femten år siden har den gode Rex dog medvirket på et par Down-plader samt et par halvhjertede skiver med Kill Devil Hill – et projekt, han selv var med til at søsætte. Han har også skrevet en ganske glimrende selvbiografi, hvor han fik tilsvinet sine gamle band-buddies godt og grundigt. Og nu hører vi igen fra ham, fordi han er aktuel med sit første soloalbum, Smoke On This... – en skive, der har sine lyspunkter, men desværre også hurtigt er glemt.

Nostalgisk hygge

Hov, er det Rex Brown på coveret af den der plade? Og er det en guitar, han står med? Jeps og jeps. Og han synger sgu også! Altså hvis man kan kalde en lav, dyb og brummende Mustaine-agtig whisky-og-smøger-stemme for sang, så ja. Guitar, bas og sang er alt sammen Rex. Med sig har han fået guitarist Lance Harvill og trommeslager Christopher Williams.
Rex starter med at give os "Lone Rider" – et nummer, der med sine enkle 70'er-riffs i bedste ZZ Top-stil lynhurtigt gør lytteren opmærksom på, at forventer man noget som helst i retning af Down eller Pantera, så kan man godt slukke anlægget igen.

Efter den udmærkede start fortsætter Rex Brown turen rundt i en masse sange, der alle er inspireret af hans store idoler fra primært 70'erne. "Crossing Lines" og "Buried Alive" er nært beslægtet med diverse Led Zeppelin-skæringer, og de efterfølgende numre kan også tilskrives påvirkning fra de to ovennævnte samt det ældre Aerosmith og en slat Kiss.
Bedst er faktisk pladens to stille numre; "Buried Alive", hvor han reflekterer over mordet på Dimebag Darrell, og "Grace". De vil helt sikkert få hardcore Pantera-fans til at måbe, men disse to numre besidder en holdbarhed og substans, der ikke er at finde på resten af pladen. Bevares, førnævnte "Lone Rider" samt gode blues-rockede numre som "Train Song" og "So Into You" er ganske fine, men de er desværre også hurtigt glemt.

Det var hyggeligt. Vi snakkes. Det' godt du. Hej...

Rex Brown skal ikke bevise noget som helst. Og det er tydeligt at høre på Smoke On This..., at han har hygget sig i studiet med sine musikervenner, røget nogle smøger og jammet til den lyse morgen. Det er der kommet en nogenlunde plade ud af, men den er på ingen måde prangende. Tre-fire numre kan anbefales, og resten kan man sagtens leve uden. Det placerer Panteras stille fyr på den pæne side af middel, men heller ikke mere.

Tracklist

  1. Lone Rider
  2. Crossing Lines
  3. Buried Alive
  4. Train Song
  5. Get Yourself Alright
  6. Fault Line
  7. What Comes Around ...
  8. Grace
  9. So Into You
  10. Best of Me
  11. One of These Days

Tilføj kommentar