I højeste alarmberedskab
Verden er på vej i den gale retning. Et stadigt stigende antal lande undertrykkes af despoter og tyranner, hvorfor et enkelt tryk på ’knappen’ kan få katastrofale følger for millioner af mennesker. Stærk sager, javist, men ikke desto mindre budskabet, må vi forstå på Mat Sinner fra Primal Fear. Den lettere bedagede maestro og bassist har de seneste år gennemgået et livstruende sygdomsforløb, og man kan derfor ikke fortænke ham i det radikale perspektivskifte. Tiden er ganske enkelt løbet fra ’Wein, Weib und Gesang’ – nu handler det slet og ret om den elementære kamp for overlevelse. Code Red er seneste studiealbum fra de preussiske power-veteraner siden middelmådige Metal Commando fra 2020, der, som min kollega dengang så appetitligt formulerede det, ’svarede til powermetallens svar på pasta med kødsauce’. Hvad mon vi finder i gryden denne gang...?
Demokratiets fald
Vi starter med desserten – i kontradiktorisk forstand. ”Another Hero” er ganske vist den først tilberedte ret på singlemenuen, men samtidig en fuldfed chokoladebombe komplet med vibrerende falset, dybe basgange, ga-da-gung-riffs og en trommerytme, der slavisk følger samme takter om og om igen. Kirsten Lehfeldts ‘Philip’ fra de gamle Tuborgreklamer behøver næppe påberåbe sig en ‘ommer’ – den står tyskerne helt uopfordret selv for. ”Bring That Noise” bibringer nemlig lidt mere interessante rytmesektioner, god fylde i det dobbelte pedalskifte fra Michael Ehré samt umiskendelige vokalnoter fra Brainstorm – som Primal Fear meget apropos delte scene med, sidst gruppen befandt sig under danske himmelstrøg.
”Deep In The Night”...! Her har forsanger Ralf Scheepers angiveligt haft hele klør fem oppe i det kurfyrstelige kosmos på hånddukken forestillende Niklas Isfeldt. Når først det dybt forrykte scenarie har fortonet sig fra nethinden, kan du jo passende begynde at bladre dine gamle Dream Evil-skiver igennem. Så er jeg sikker på, at billederne nok skal komme snigende tilbage som en tyv i natten. Og SÅ bliver der blæst til frontalangreb, skal jeg ellers lige love for. Besiddende samme dramatiske sans for bombastisk totalteater som Sabaton proklamerer ”Cancel Culture” med selvhøjtidelig mine, hvorledes det yderst kontroversielle samfundsfænomen har erklæret krig mod demokratiets fundamentale rettighed til at ytre sig frit – uden frygt for efterfølgende repressalier.
Som trusselsbilledet intensiveres hen ad vejen, begynder tanken om tilbagekaldelse af ytringsfriheden nu at fremstå særdeles tiltalende. ”The World Is On Fire” åbner i al fald for diskussionen om, hvorfor det er så vanskeligt at opdrive et klassisk heavy-band med teutonisk ophav, der ikke i større eller mindre omfang ender med at lyde som et inferiørt biprodukt af den britiske scene for speed metal, endsige spydspidser inden for NWOBH som Maiden eller Priest. Som så ofte før er der i udgangspunktet intet i vejen med produktionen – kompositionerne fremstår blot så gudsjammerligt monotone og forudsigelige. Efter 11 langstrakte spor er der dog endelig lys for enden af tunnelen i form af ”Fearless” og de forløsende strofer: ‘They say, that good things last forever / and even if it fails / it makes you wiser’. Ironien kunne dårligt være tykkere, og føromtalte lys viser sig da også hurtigt at stamme fra et modkørende godstog af stereotype banaliteter. Kort før kollisionen kan vi således blot trække overbærende på smilebåndet og ryste på hovedet i afmægtig kapitulation.
Spil en (anden) sang!
Som en preussisk pitbull bjæffer Primal Fear ivrigt løs om ’cancel culture’ og demokratiets fald på alarmerende uoriginale Code Red. Albummets lyriske tematikker er for så vidt yderst aktuelle – fremførelsen forekommer blot statisk, steril og intetsigende. De største anker kan ret beset koges ind til mine oprindelige refleksioner desangående nummeret ”Play A Song” (no kidding, den er god nok!). ‘Just play a song / when the whole world feels wrong’… Her skal jeg I den grad besinde mig for ikke at stoppe op undervejs og dvæle ved den folkekære skuespiller Ove Sprogøe og hans “Slå en lille trille” i rollen som Jesper Fårekylling … Ja, jeg ved godt, det er mig, den er gal med, men svesken på disken… vi befinder os ofte på så tilpas trivielt niveau, at selv Iron Saviour og Freedom Call har ringet og bedt om at få skruet ned for klichéerne. Så Primal Fear: Spil en anden sang, pretty please – men for himlens skyld ikke noget med Slayer!
