Pretty Wild  - All The Way

All The Way

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Spilletid:28:59
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Pretty Wild er endnu et band i bølgen sleaze og glam rock der kommer fra vort hårdtrockende broderland Sverige. Således er der tale om en plade, der kredser om temaerne sex, drugs and rock n roll, lige som i de glade 80’ere. Dette er alt sammen pakket ind i en række uhyre fængende omkvæd, som enhver kan synge med på efter at have hørt dem en halv gang og der er således dømt festheavy for alle pengene. Særligt nummeret ’Let the Good Times Roll’ er et sandt glam hit, der nok skal skabe singalong-stemning til bandets koncerter. Opskriften er ganske simpel, men Pretty Wild har den gnist og den charme der gør, at ’All the Way’ faktisk er en rigtig fed EP.

Selv om denne type musik er hørt før, adskiller Pretty Wild sig fra de fleste andre bands fra den nye glambølge ved ikke først og fremmest at være inspireret af Mötley Crüe, men af Firehouse der også havde deres storhedstid i de førnævnte 80’ere. Dette skyldes nok især forsanger Ivan Höglund, der lyder meget hen ad Firehouses ditto (C.J. Snare). Derudover kan man visse steder godt mærke indflydelsen fra mere traditionel heavy metal, hvilket er særlig tydeligt i nummeret ’Time’ hvor guitarriffene og melodistrukturerne i sangen godt kunne minde om noget Hammerfall kunne have skrevet. Det skal således blive spændende at høre, hvordan bandet lyder, når de får indspillet en rigtig fuldlængde CD og forhåbentlig også får lidt mere tid og penge til produktionen, som jeg synes halter en smule på denne EP, talentet er i hvert fald til stede.