Riddercoreing
Få bands er som Passéisme. For trods det at bandets musik bedst kan beskrives som ”melodisk black metal”, en stil der jo er ganske udbredt, så er den russiske trios tolkning og tilgang ganske særegen. Med sin kombination af punkattitude, hardcore-vokal, middelalderlige passager, slapbas og tremolo-riffs er Passéisme noget for sig – på godt og ondt. Alternance er bandets andet album, og har man hørt det forrige album, Eminence, ved man, hvad man kan forvente, da Alternance på alle måder er en direkte opfølger. Dog med bedre produktion samt en mere fast struktur i forhold til selve sangskrivningen.
Je ne sais qoui
At albummet starter med ”Azure Mockery Chant” og ikke ”Rhapsodic Annoyance Chant”, er i min optik en fejl – ikke kun fordi det sidstnævnte er et bedre nummer, men fordi dets rytme og opbygning egner sig markant bedre. Kombinationen af et Tom Warrior-”Uh!” og det Ramones-på-amfetamin-inspirerede introriff understreger virkelig, at nu er festen i gang. Trods sit russiske ophav så fristes man konstant til at tro, at Passéisme er fransk, da de rent sonisk har utroligt meget tilfælles med bands som Vehéménce, Morte France og sågar Diablation. Men det, der for alvor får Passéisme til at skille sig ud fra mængden af melodiske og middelalderinspirerede black metal-bands, er frontmand Konstantin Korolev. Hans vokalteknik minder meget mere om noget, man ville finde ovre i hardcoreverdenen, og hans tilgang til bassen minder tilsvarende mere om både Cliff Burton og Les Claypool end om Necrobutcher eller King ov Hell.
Ved første lyt kan det virke, som om Alternance er små 40 minutters total smadder, men lytter man efter, bemærker man de melodiske passager og de middelalderlige aspekter, som er så essentielle for musikkens DNA. ”Ominous Bravure Chant” ville for eksempel fremstå decideret kastreret, hvis ikke nummeret halvvejs igennem skiftede stil, og ligeså ville det efterfølgende nummer, ”Opulent Sepulchre Chant”, være ekstremt fladt uden netop det ekstremt fængende leadguitararbejde.
Generelt så mestrer Passeísme kunsten at blande ekstrem aggression med teknisk snilde, dog savner jeg alligevel ét eller andet på Alternance. For selvom samtlige seks numre er særdeles udmærkede, endda tenderende fremragende nu og da, så mangler jeg den der ”aha!”-oplevelse, hvor den sidste brik falder på plads – hvilket i det store hele er vanvittigt irriterende, for igen og igen i løbet af pladen er den russiske trio så tæt på at skabe stor kunst. Men det er ligeledes svært at pege på, hvad det er, der mangler. Er det en ballade? Er det en guitarsolo? En gæsteoptræden? Et instrumentalt nummer? Måske en syvende sang? Jeg aner det ikke, men uanset hvad så mangler der altså noget.
Tap to lande for ”Uh!”
Der er absolut ingen tvivl om, at Alternance er et bedre album end forgængeren. Ej heller kan man sætte spørgsmålstegn ved bandets evner, hverken som sangskrivere eller instrumentalister. Fortsætter de med samme udvikling, bør det næste album være intet mindre end sublimt – og man kan da kun håbe, at bandet ligeså fortsætter den herlige tendens til at have absurde sangtitler, der alle lyder som formularer fra Magic: The Gathering.