"No God, No Satan" er det fjerde udspil fra det franske black metal-band Otargos, og det er da i hvert fald et band, der forstår at give smæk for skillingen.

Efter introduktionen "Hoax-Virus-God" (ja, så kan der ikke være tvivl om, at vi er ude i et anti-religiøst lyrisk univers) eksploderer albummet nærmest ind i "Cloning the Divine". "Cloning the Divine" repræsenterer mere eller mindre stilen for resten af albummet - og det vil sige det ene sindsygt hurtige og præcise blastbeat efter det andet og en ubehageligt harsk vokal, der signalerer ren ondskab (så det er jo lige, som det skal være). Og guitarriffene høvler også derudaf i bedste black metal-stil, selvom der måske ikke er så meget atmosfære over dem som hos andre black metal kunstnere. Dog gøres der her effektiv brug af underlige harmonier og dissonante akkorder.

Der er ikke tale om kun et tempo hele vejen igennem, da der er nogle tungere sektioner indimellem de hurtige blastbeats. Ja, der er endda også et par meget langsomme funeral doom-stykker på "No God, No Satan", som står i interessant kontrast til resten af musikken. Selvom der måske ikke er så meget atmosfære over albummet, så er der da alligevel et par numre, der er ude i noget mørk semi-ambient soundscape, og de er faktisk også meget interessante og passer fint ind i albummets overordnede mørke og ubehagelige lydbillede.

Jeg ved ikke, om det er for dristigt, men man kunne beskrive stilen som poleret, rå black metal. Rå, fordi der er så meget agression og mørke, som opnås gennem brug af dissonante akkorder og blastbeast osv.) over musikken, og poleret, fordi der ikke er tale om underproduktion, men en ret tydelig, klar og veldefineret produktion.