Frem med hårspray, eyeliner og den lyserøde guitar - vi skal tilbage til 1984.
Let's go for a ride
Sommeren banker for alvor på i disse dage og det betyder at bilens vinduer skal rulles ned, og der skal noget rigtig fed hard rock på anlægget. Men hvilket band skal man høre? Skal det være Mötley Crüe igen i år? Poison? Def Leppard? Bare rolig. Led ej mere i gamle støvede bunker - schweiziske The Order har lavet sommerens soundtrack.
Bedre end legenderne selv
Året er 1984 og den altoverskyggende religion hedder sleazy glam og hård rock & rul på Sunset Blvd. Der er en dunst af hårspray i luften, mens alle de unge seje dudes og babes mødes i deres leopardprikkede gamacher og centimetertykke makeup foran The Roxy og The Troubadour. Ingen kan se forskel på hvem der er mænd og hvem der er kvinder, men der er sprut i papirposerne og sne i lommerne, så who cares?
Dette scenarie fra fordums tid har mangen et band søgt tilbage til oftere end hvad godt er, og det med skiftende succes. Senest har nogle af de gamle drenge, der rent faktisk var med dengang det hele skete, udgivet en skive under navnet Devil City Angels hvor der rockes tilbage til 1984; Bestemt en hæderlig skive, men også lidt hurtigt glemt.
Så er det så, at der kommer det her lille orkester fra Schweiz rendende. The Order kalder de sig. Og de spiller samme slags musik, kan man læse sig til. ”Ak ak, oh ve, oh ve, oh smerte”, når undertegnede at tænke inden han kan nå at se Brett Michaels' grimme og slidte fjæs for sig; det må være i den grufulde ende af skalaen det her...? Nej! The Order er en overraskelse af de bedre. Lige netop denne afart af hard rock er forsøgt genoplivet og gennemkneppet vanvittig ofte, men jeg har sjældent hørt nogen gøre det så overbevisende som The Order. Ikke engang Devil City Angels, det nyere Mötley Crüe, eller nogen som helst andre af dem der var der selv, gør det ligeså godt, og det siger en del!
Vi snakker god gammeldags hard rock med sublime riffs, super tight trommer og en dundrende bas. Stilmæssigt sådan cirka 70 procent Crüe, tilsat lidt AC/DC og lidt Kiss - altsammen fantastisk godt produceret. Det er ikke raketvidenskab, det er faktisk bare meget simpel rock med 120 i timen. Det udføres bare så meget bedre end rigtig meget andet skrammel. Lyt til “Fight”, “Womanizer” og “Gimme A Yeah” - magen til smittende groove skal man lede længe efter!
Sæt igang!
Jeg havde aldrig troet, at lige netop denne så fortærskede gren på hard rock-træet skulle kunne score otte kranier. Men det kan den, og det fortjener den! Ganske enkelt fordi samtlige elementer denne slags rock skal indeholde, er at finde på Rock'n'Rumble. Nyskabende og innovativt? Overhovedet ikke. Men det kan nærmest ikke sidde mere præcist i det gode gamle skab og det er bare rigtig godt gået. På med eyeliner og bandana og rul så de vinduer ned. God sommer!
