Det blev vist nok en gang sagt om den tyske komponist Johannes Brahms (1833-1897), at ingen som han mestrede at skrive god musik uden ideer. Det var formentlig ment som en kritik af en mangel på markante melodier og harmonier i Brahms' musik (hvilket i øvrigt er en temmelig grov generalisering), men i virkeligheden kan man også vende bemærkningen til noget positivt: Brahms kunne, på basis af nogle elementer, der måske ikke var voldsomt interessante i sig selv, skrive musik, som faktisk var værd at beskæftige sig med, hvis man gav sig tid til at stifte ordentligt bekendtskab med den. Noget lignende kan man efter min mening sige om Brahms' landsmænd The Ocean, her i starten af 2010'erne. De har arbejdet sig frem imod en eklektisk blanding af Neurosis-agtig post-metal, metalcore, progressiv rock, indierock og meget andet, hvor de enkelte elementer løsrevet fra sammenhængen ikke altid er lige fængende, men hvor bandets evne til at kæde elementerne sammen i gennemarbejdede, detaljerige helheder gør deres musik værd at sætte sig ind i.

The Oceans seneste cd "Anthropocentric" er anden halvdel af det albumprojekt, der startede med "Heliocentric" tidligere i 2010. Projektet som helhed byder tekstmæssigt på en - i metalkredse temmelig velkendt - kritik af kristendommen og teistiske religioner som sådan, men i en anderledes indpakning end man er vant til. "Heliocentric" handlede om skiftet fra det geocentriske verdensbillede (med Jorden som universets midte) til det heliocentriske (med solen i midten af solsystemet), endda med mange direkte citater fra klassiske astronomiske og bibelske kilder, og drog en parallel mellem dette skift (og den historiske modvilje imod det) og skiftet væk fra en deicentrisk tilværelsesforståelse (hvor alting bliver begrundet ud fra Gud) til en antropocentrisk en af slagsen (hvor man tager udgangspunkt i mennesket) - og den stadigt aktuelle modvilje imod dette skift. "Anthropocentric" gentager egentlig bare de samme pointer krydret med lidt generel kritik af selvmodsigelserne i den kristne gudsopfattelse (med en hel del ærlige lån fra Dostojevskijs "Brødrene Karamazov"). Også norske Martin Kvammes cover ligner til forsveksling hans cover til "Heliocentric" - hvilket dog ikke gør noget, da det stadig er et fedt koncept: Cd'en kan drejes inde i den specialudskårne digipaklomme, så grafikken viser, hvordan stjernehimlen specifikt ser ud på de enkelte dage i året. "Anthropocentric" har dog fået nogle ekstra drejbare skiver på forsiden, som ikke rigtig har nogen funktion ud over at kommentere det gennemgående tema om planetbevægelser og forskellige verdensbilleder.

Hvad "Anthropocentric" bidrager med i forhold til "Heliocentric" er til gengæld - efter min mening - bedre musik. "Heliocentric" eksperimenterede med inspirationer fra Tool, Oceansize i det halvstille hjørne, klassiske instrumenter m.m., hvilket på sin vis var spændende, men primært virkede som, ja, eksperimenter, der ikke helt var så velkontrollerede, og hvor tyskerne let kom til at stå i skyggen af deres inspirationskilder. På "Anthropocentric" er The Ocean delvist vendt tilbage til deres mere heavy udgangspunkt, men de har imidlertid formået at integrere nogle af de elementer, der var nye på "Heliocentric", så de kommer til at være smagfulde, varierede mellemspil i de progressivt rockende metaleskapader. Man kunne i enkelte øjeblikke drage en sammenligning med nyere Mastodon, især på et nummer som "Heaven TV". "Anthropocentric" føles også i højere grad som et sammenhængende forløb end "Heliocentric". Man bemærker knap nok overgangene fra åbnings- og titelnummeret til "The Grand Inquisitor I: Karamazov Baseness" og videre, og det er stort set kun på "The Grand Inquisitor III: A Tiny Grain of Faith", at man fornemmer et let brud i flowet med et syret, men fedt musikalsk univers, der lyder som en blanding af dyster Faith No More, Nine Inch Nails og en snert The Gathering i kraft af den kvindelige gæstevokal.

Musikerne spiller glimrende hele vejen igennem. Især Louis Juckers basgange er lækre - virtuose, men uden at være påtrængende. Vokalerne, som deles mellem Jucker og Loïc Rossetti, fungerer tilfredsstillende på dette album, hvor navnlig den rene vokal ikke var helt teknisk i top på "Heliocentric". Samtidig er vokalarbejdet stadig det, der gør, at jeg holder karakteren på beskedne 9 kranier - den rene vokal virker stadig en lille smule anstrengt og knap så sikker som skrige/growle-vokalen.

Alt i alt er "Anthropocentric" dog et virkelig godt album, der vinder på gennemlytning, og som man afgjort bør give en chance, hvis nogle af de referencer, der er nævnt ovenfor, vækker ens interesse.