Obtain Pain - Silent World

Silent World

Udkom

Type:Demo
Genrer:Thrash metal, Death metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er Randers-bandet Obtain Pain klar med deres nye EP, "Silent World". Stilen er en blanding af thrash og dødsmetal med en energisk, solid rytmisk bund. Vokalen veksler mellem growl af den halvdybe, thrashede slags og et mere snerrende skrig, der henleder tankerne på blackmetal.

Guitarharmonierne er af den dissonerende, krasse slags i første nummer, "6 Feet 1 Mile Down" og ca. halvdelen af det efterfølgende "Impossible Dream", der skifter til et mere melodisk klangbillede i en længere, lidt langsommere instrumental passage for til sidst at vende tilbage til energien fra før. Titelnummeret "Silent World" er lige ud af landevejen thrash/death med gang i den, men umiddelbart knap så komplekst som de to første numre - her køres meget i de samme tre klassiske thrash-akkorder, og de growlede hooks fanger mig ikke rigtigt.

"Silent World"-EP'en har en god tung produktion, og Obtain Pain spiller tight og upåklageligt. Kompositionerne er imidlertid ikke så inspirerende i mine ører. Det er fint med mig, hvis bandet gerne bare vil lave ren, ufortyndet metal, men jeg synes i så fald, der mangler nogle mere distinkte riffs og grooves, der kan ætse sig ind i erindringen. Jeg vælger ikke desto mindre at belønne det gode håndværk med 7 kranier.