Tilbage fra de døde – eller hvad?
15 år er passeret, siden Mystic Circle-bagmanden Graf von Beelzebub efter utallige mislykkedes forsøg på at fastholde et stabilt line-up måtte kaste håndklædet i ringen og annoncere bandets opløsning. Men som enhver KISS-fan er bekendt med, så er der tilsyneladende ikke noget, der hedder endegyldigt farvel i showbiz. Således gør de tyske black metal-troubadourer nu comeback med deres eponyme ottende fuldlængdealbum, hvor vi endnu en gang inviteres til en svingom i selskab med vores herre og frelser, Lucifer.
Party like it’s 1999
Mystic Circle havde deres velmagtsdage i 1990’erne, hvor navnlig udgivelsen af The Infernal Satanic Verses i 1999 profilerede bandet som foregangsmænd for den spirende tyske black metal-bevægelse. Grundopskriften består af de klassiske dyder fra norsk anden bølge-black tilsat en knivspids svensk inspirerede melodier, og de hyppige sammenligninger med bands som Dimmu Borgir og Cradle of Filth er ikke helt ved siden af. Det er jo alt sammen meget godt, men efter 15 års tænkepause kan man vel også tillade sig at forvente, at Mystic Circle har noget nyt at bringe til bordet.
Det er desværre ikke tilfældet. Konceptuelt, lyrisk og musikalsk har Mystic Circle ikke rykket sig én millimeter siden midt-90’erne, og det gør deres comeback til et noget trægt bekendtskab. På et enkelt parameter har bandet udviklet sig, hvilket nærmest har været uundgåeligt, nemlig på produktionen. Men her er ikke tale om en udvikling til det bedre. Udfordringen med at spille rendyrket 90’er-black er, at den samlede oplevelse – måske noget ulogisk – ikke nødvendigvis bliver bedre af en mere poleret produktion, da man som fan af genren har lært at elske fornemmelsen af, at musikken er optaget i en ungdomsklub i Trondheim. Det giver lydbilledet en grundlæggende base af aggressivitet og råhed, som ingen mængde af synthesizer, blast beats eller tremoloriffs kan erstatte. Med den overpolerede produktion, de ufrivilligt komiske spoken word-indslag og den programmerede trommelyd forbryder Mystic Circle sig desværre konsekvent mod dette princip i alle tre kvarters spilletid.
Efter en så hård medfart er det nærliggende at få den tanke, at Mystic Circle bare er en flok afdankede gøglere, der går mere op i kontroversielt billedsprog end i det musikalske håndværk. Så langt vil jeg trods alt ikke gå. Tyskerne har med al ønskelig tydelighed alle grundfærdighederne på plads, og numre som åbneren ”Belial is My Name” og ”Letters from the Devil” viser, at bandet bestemt ikke er uefne udi kunsten at skabe ørehængende riffs og dynamiske soli. Da jeg hørte synth-introen på ”The Arrival of Baphomet”, troede jeg et kort øjeblik, at jeg havde fået sat Dimmu Borgirs Enthrone Darkness Triumphant på, hvilket var en behagelig oplevelse midt i dødssejleriet.
Mystic Circle er dermed ikke noget decideret dårligt album, og de herrer Beelzebub & co. er på ingen måde talentløse musikere. Højdepunkterne drukner bare i al middelmådigheden, og selvom man momentært får pulsen op, er der stadig tale om et uoriginalt, impotent og dermed i sidste instans ligegyldigt album.
Et sminket lig
”Tiden er en flad cirkel”, sagde den tyske humørbombe Nietzsche engang i erkendelse af, at alting er dømt til at gentage sig ud i evigheden. Ønsker man at udfordre denne præmis og ikke blot overgive sig til modløsheden, skal man ikke høre Mystic Circle. Bandets musikalske værktøjskasse fejler sådan set ikke noget, men hvor andre kontemporære black metal-bands henover årene har formået at udvikle sig og bevare deres relevans (Dark Funeral som bedste eksempel), virker Mystic Circle unægteligt til at have opgivet enhver trang til fornyelse. I stedet har de forsøgt at syntetisere en moderne lyd, der med sin overpolerede produktion og sine digitale virkemidler har skullet give nyt liv til gamle dyder. Det er ikke lykkedes.
