My Ruin - The Horror Of Beauty

The Horror Of Beauty

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Rock
Spilletid:49:52
Antal numre:14

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal udtrykke mine følelser når jeg hører et band som My Ruin, men på sin vis må de være ret så ambivalente. For på den ene side har jeg lyst til at græde i kaskader på grund af My Ruin's musikalske inhabilitet og på den anden side har jeg lyst til at grine min røv i laser, når man tænker på at et major selskab som Century Media tilsyneladende uden de største betænkninger slår til frede. Forundringen er stor og der kan helt sikkert gives svar på tiltale, men alligevel syntes det mig en gåde, når man tænker på hvor mange talentfulde bands som bare sidder i mørket og venter på at blive flashet. For enten har CM signet My Ruin fordi bandet næsten udelukkende består af kvinder, dog med undtagelse af guitaristen? Det kunne være et godt svar, men kunne de så ikke have valgt en tøsegruppe som var musikalsk beslægtet med Courney Love eller kult bandet Babes In Toyland og som havde nogle kvindelige sangmæssige hormoner i sig? Ellers har det noget at gøre med at sangerinden Terrie B allerede er et navn i metal scenen ikraft af hendes tidligere medvirken i bandet Manhole. Men udfra min beskeden viden så blev Manhole ikke ligefrem en stor sællert. Mulighederne er mange og en form for enighed kommer nogen af os nok aldrig til. En ting kan jeg dog konstatere og det er at My Ruin rent musikalsk aldrig kommer på min billboard. Musikken er alt for kedelig og identitetsløs. De fleste af musikerne fremstår uharmoniske og ud af balance med deres eget musikalske velvære. De enkelte sange er for monotone, de mangler format og karisma. Produktionen er heller ikke noget at prale af. Guitaren er alt for dominerende i forhold til de andre instrumenter, hvilket mildeste talt er et problem eftersom at guitaristens musikalske kunnen kun strækker sig til en Toni Iomi (Black Sabbath) kopi, og desuden konstant cykler rundt i det ene monotone riff efter det andet. Trommeslageren er heller ikke min kop te; hun spiller alt for dødt og ensformigt til min smag. Vokalen som jeg har været inde på tidligere er just heller ikke en potensforlænger, tværtimod; Terries vokal arrangementer er med til at dræne den sidste livsgnist ud af ethvert rationelt lyttende menneske. Hun giver undertegnede myrekryb og selvforstærker min afsky overfor kvindelige testosteron skrighalse såsom hende selv og den anden "sexbombe" fra Arch Enemy. Eneste plus i bandet er faktisk bassisten, som med sin distinkte blærede spillestil godt kunne gå hen og minde lidt om Maureen Herman fra Babes In Toyland og samtidig også er med til at hæve det musikalske niveau betydeligt.