Sjældent har det været så skønt at blive lemlæstet
“Well ... the television said that's the right thing to do”
Det er ikke så sjældent, at et bandnavn ikke rigtig holder, hvad det lover, eller som minimum bare er lidt misvisende. Eksempelvis er danske Death Machine på ingen måde et ekstremmetallisk ensemble, der komponerer endeløse kvad om mennesker, der fodres til en overdimensioneret havefræser. Det er derimod et lo-fi americana-foretagende, der er ret så stille og roligt. Bevares, i tilfældene Mac Sabbath, Macabre og Cumbeast ved man godt, hvad klokken har slået, før man overhovedet har hørt et enkelt fjollet vers om fastfood, seriemordere eller kropsvæsker. Men hvis man tror, man ved, hvad Mutilated by Zombies er for en størrelse alene baseret på navnet, så kan man godt tro om igen.
“All right, Vince, hit him in the head, right between the eyes”
Siger man Iowa og metalband i samme sætning, tænker de fleste straks på Slipknot. Men nu er de altså ikke det eneste band fra den stat. Faktisk rummer den en del navne, der er værd at give et ekstra lyt, deriblandt Mutilated by Zombies. Man kunne godt forledes til at tro, at trioen fra den lille by Dubuque var en værre omgang fjol i stil med de ovennævnte eksempler, hvis man alene baserer det på navnet. Nok er tematikken på bandets fjerde og nyeste langspiller, Scenes From the Afterlife, centreret om levende døde og disses hjernetørstende eskapader, men musikken er skam seriøs nok – og er på et imponerende højt teknisk niveau, man som fan af genren bestemt ikke må sidde overhørig.
Efter den frådende og aggressive åbner, “Headcount Rising”, får vi et af pladens stærkeste numre i form af “Reciprocal Horror”. Magen til velkomponeret tech death skal man lede længe efter. Her er tonstunge riffs, heftig dynamik medrivende temposkift og grooves af en anden verden. Og så sidder produktionen tilmed lige i skabet. “Molten” og “Decomposition” er skønne og overlegne sange om død og råddenskab, men det er, når vi kommer frem til femte skæring, “Gutsplit”, at taget igen letter for alvor. Her smider trioen om sig med hårdtslående soniske guldkorn, lige så ubesværet som New Yorkere vinker efter en taxa. Timingen og præcisionen på denne skæring samt på den fabelagtige “Severely Severed” er fuldstændig umenneskelig, og ligeledes viser frontmand Josh DeMuth, at ikke bare hans guitarspil, men også hans vokal ligger på et tårnhøjt teknisk niveau. Lyt godt efter, og hør, hvilke løjerlige krinkelkroge manden kan tvinge sin stemme ud i. Føj, hvor er det godt. Og dermed også enormt ærgerligt, at pladen med sine kun ni numre på sølle 31 minutter ikke er længere. Især når man tænker på, at det komplet ligegyldige mellemspil “Reincarnate” ligger og fylder unødigt lige midt i det hele.
“You can be the boss down there, but I'm boss up here!”
Selvom ‘Lemlæstet af zombier’ måske ikke lyder som det mest seriøse koncept nogensinde, er musikken bestemt ikke useriøs. Det er derimod rigtig lækker tech death på et meget højt niveau. Hvad enten der er tale om riffs, dynamik, grooves og hooks, så kan der sættes store fede hak ved det hele. Havde samtlige af de otte reelle skæringer været på samme niveau som pladens højdepunkter, og havde der i det hele taget været en håndfuld numre mere, havde topkarakteren herfra ikke været urealistisk. Men de tre ekvilibristers Scenes From the Afterlife må ‘nøjes’ med otte store kranier og en gigantisk anbefaling.