Dansk-amerikanske Mother of All albumdebuterer med et brag

Great minds…

Jeg indrømmer det blankt. Jeg bliver fuldstændig ellevild og pjattet, når jeg hører om udgivelser, der afviger lidt fra det sædvanlige. Bevares, det er ikke, fordi jeg ligefrem væmmes ved småforudsigelige nye plader fra veletablerede bands, men der er bare noget unikt, spændende og næsten helt ophidsende ved det, når dygtige mennesker slår pjalterne sammen, tænker alternativt og varsler spændende nye toner. Og det er lige præcis, hvad denne anmeldelse skal se nærmere på: ulækkert dygtige musikere, der har mødt hinanden i musikken, tænkt ud af boksen og lavet en overraskende lækker og yderst fornuftig plade.

Hey, har du lyst til at spille lidt med mig?

Mother of All er et enmandsprojekt af danske Martin Haumann. Hvem? Jo, det er ham, der trommede for Myrkur og Afsky. Han er mega dygtig og har netop lavet en plade, hvor han udforsker mulighederne inden for melodisk og progressiv death metal. Men øhhh, skulle det være noget særligt? Ja, for fanden! For med sig har han den talentfulde danske sessionguitarist Frederik Jensen plus ingen ringere end Steve Di Giorgio, der tidligere har slået sine folder i Death og Testament, på bas. Og nå ja, så er hele dynen mesterligt produceret af Hannes Grossmann fra selveste Obscura og Alkaloid. Har jeg fanget din interesse nu?

Denne fremragende debut fra Mother of All har fået titlen Age of the Solipsist. Den er lidt kort med sine kun syv numre på 29 minutter, men jeg skal love for, de kommer godt rundt i det metalliske landskab trods den lidt korte spilletid. De tre uhyre stærke instrumentalister er ikke blege for at bruge hverken blastbeats, sære akkorder eller frådende punkvokal i deres spændende metalcocktail. Vi befinder os hovedsageligt inden for melo- og prog-death, men jeg skal skynde mig at påpege det vigtige faktum, at Mother of All ikke lader sig låse inde i en bestemt genre og dens virkemidler. Hvis det er thrashede riffs eller akustiske guitarer, der skal til for at lave musikken det mere interessant, jamen så er det det, der bliver gjort. Lyt bare til åbneren “Autumn” – den er smuk og hårdtslående på én og samme tid, og så ligger der endda også overraskelser og lurer om ethvert hjørne. Er man mere til det progressive, så skal man gøre sig selv en tjeneste og lytte til “Curators of Our World Scope”, som indeholder medrivende hooks og skæve taktarter, og vil man headbange til solide riffs, så er det “At The Edge of a Dream”, man skal lytte til. Stadig ikke overbevist? Så er der kun én ting at gøre, og det er at lytte til albummet.

Please, I laver mere end én plade, ikke?

Age of the Solipsist mangler lige et par solide numre eller tre mere for at kunne komme helt op på de rigtig lækre topkarakterer. Men det betyder bestemt ikke, at albummet ikke skal opleves. Det er en fandens solid debut, og jeg gentager lige det, jeg startede med at sige: Der er bare noget unikt, spændende og næsten helt ophidsende ved det, når dygtige mennesker slår pjalterne sammen, tænker alternativt og varsler spændende nye toner. Forestil dig, at Carcass og Death mødte hinanden i 1985 i San Francisco og sammen indspillede et album med en svensk producer. Meget fedt, ikke? Så har du et nogenlunde retvisende billede af, hvor du kan finde Mother of All. Det er tre ret forskellige, men aldeles stærke musikere, der mestrer alt det tekniske og ikke mindst evnen til at skrive fede numre. Mother of All bliver rigtig spændende at følge fremover!