Vand til vin, instrumenter til musik
En mus går i fælden, ikke fordi den er dum, men fordi den er nysgerrig, og lokkemidlet er uimodståeligt. Begæret overdøver fornuften. Præcis sådan føltes det, da jeg trykkede 'afspil' på Of Mice & Mens nyeste udgivelse, Another Miracle. Efter Tether, amerikanernes slatne album fra 2023, burde jeg nok have vidst bedre, men man håber jo altid, at fordums formel findes igen. Titelnummeret, ”Another Miracle”, gav dog ikke mange tegn på guddommelig indgriben. Så spørgsmålet står åbent: Har kvartetten på sin niende udgivelse formået at forvandle vand til vin, eller er vi snarere vidne til endnu et glas lunkent postevand forklædt som inspiration?
Foryngelseskoncept
Selvom Another Miracle føles som en blandet landhandel, er det et lille skridt i den rigtige retning for OM&M. Albummet er stærkere end Tether, ikke mindst fordi de resterende singler viser tegn på liv, men omvendt skulle der heller ikke meget til. ”Troubled Water” og ”Infinite” lyder som bandet, vi engang kendte. Klassisk metalcore med tyngde, attitude og breakdowns. Der er melodiske hooks og færre elektroniske elementer, og det klæder amerikanerne særdeles godt. Forsanger Aaron Pauley forbliver dog et komplekst kapitel. Efter adskillige udgivelser er jeg stadig ikke stor fan af hans vokal, men har lært at leve med den. En musikalsk tilvænning snarere end overbevisning. Han gør sig efter min mening bedre indenfor blødere alternativ metal, hvor de rene vokaler og nuancerne får plads. Men når bandet sigter tungere, savner man en stemme, der virkelig kan skære igennem.
Netop derfor føles numre som ”Hourglass” og ”Wake Me Up” som unødvendige afstikkere. Kaloriefattige fyldnumre, der trækker helhedsindtrykket ned. Det efterlader spørgsmålet, om bandet med tiden har lagt de tungere dage bag sig? Måske. For OM&M befinder sig konstant i gråzonen mellem metalcore, alternativ metal og rock.
Albummets struktur gør heller ikke meget for at redde helhedsindtrykket. De tre afdæmpede numre ”Hourglass”, ”Wake Me Up” og ”Flowers” ligger klumpet sammen midt på skiven og suger al fremdrift ud af oplevelsen. Momentum, som de stærkere åbningsnumre ellers byggede op, forsvinder hurtigt, og man sidder tilbage med fornemmelsen af en løs samling singler snarere end et helstøbt album. Det største mirakel ved Another Miracle er måske, at det lyder, som om det kunne være udgivet i midten af 00’erne. Det er på én gang nostalgisk og moderne. Et tydeligt tegn på, at OF&M’s vision er en kende sløret.
Udmærkede singler, dårlig helhed
Another Miracle er et usammenhængende album, der kun reddes af enkelte stærke singler. Bandet står bedre end på Tether, men spørgsmålet er, hvor længe de kan blive stående midt i vejkrydset mellem metalcore og rock uden at miste grebet helt. De må snart vælge. Vil de være et tungt metalcoreband med kant og nerve eller et mere strømlinet rockband? Pauleys vokal synes at pege mod det sidste, og måske er det også der, bandets fremtid ligger. Og det er faktisk helt i orden med mig.
