Den seneste model
Lokaliseret i den nordlige ende af ’støvlen’ finder vi regionen Emilia-Romagna. Vi skal forbi hovedbyen Bologna, der udover sit Serie A-hold og produktionen af det eksklusive Lamborghini-mærke også lægger areal til Europas ældste universitet, der blev grundlagt helt tilbage i 1088. Til trods for egnens tillokkende turistmål er vores anliggende af ganske anden karakter. Der forlyder nemlig, at et af landets nyeste håb inden for melodisk dødsmetal har sine rødder i den aldrende stad. Miara blev oprindeligt dannet i 2022 som et tomandsprojekt af de strengevridende Grillo-brødre Antonio (guitar) og Francesco (bas) inden guitarist Rubén Sánchez, trommeslager Guido Romano og svenske Markus Kristofferson (vokalist) stødte til i løbet af dette kalenderår. Nøjagtig ligesom landsmændene fra Gory Blister, der sidste måned skænkede os Reborn from Hatred, ligger Miara i skarp konkurrence med andet og mere end blot nærområdets krediterede kulturinstitutioner. Med indfattede hornbriller, skjorte, kasket og skovhuggerskæg har kvintetten på debuten Hungering Inside lagt en hidtil uhørt indsats i at fremstå som en karbonkopi af In Flames. Nu tænker du måske: ’Arh … is på, sømand. Så grelt kan det vel næppe stå til?!’ Til det må jeg blot (lettere resignerende) respondere: ’Nej, det siger du ganske vist … ’.
Omdirigereret til Gøteborg
Lad os starte med at skrue tiden tilbage til indeværende årtusinds første årti. Som vi starter slæden op, plottes Västra Götaland ind på den tonstunge ’TomTom’, hvorefter turen går over den spritnye Øresundsbro med kursen rettet mod vort blå/gule broderfolk. For metalgenrens ’aficionados’ hænger den svenske region uløseligt sammen med landets næststørste by, Gøteborg, lokaliseret på den svenske vestkyst. Således tilsyneladende også for Miara, der på albummets selvbetitlede åbningsnummer nærmest 1:1 har planket de selvsamme guitarharmonier, der på genredefinerende genistreger som Clayman, Reroute to Remain og Come Clarity gjorde In Flames til en af Sveriges største kommercielle succeshistorier til dato. At Miara på forunderlig vis klarede ’cuttet’ frem til finalen på årets udgave af Wacken Metal Battle, må enten skyldes manglende konkurrence i feltet blandt de øvrige nominerede eller kollektive ’tømmerbiler’ i dommerpanelet.
Man kan på den note næsten forestille sig P4-fænomenet Palle fra Kalundborg starte følgende indre dialog: ’Jamen, Palle, hvad er der nu galt med at hylde sine helte? Det er da en smuk gestus ...’ Jo, såmænd. Hvis vi altså ser bort fra den lillebitte detalje, at der ikke er så meget som et gram af originalitet at spore i hverken de vokale fraseringer, den melodiske opbygning eller for den sags skyld i lyrikken. I tilgift har ’bolognese-banditterne’ ikke engang har haft den anstændighed at klaske et ’tribute’ eller ’jam’ bagpå navnet af deres kopi-band. ’Jamen, Palle, vi er allesammen unikke på hver vores måde. Så har de garanteret et smadderspændende inspirationsoplæg?’ Hvor er jeg glad for du spørger … for lad os lige stille skarpt på netop den del!
Forud for albummets udgivelse blev henholdsvis ”Hungering Inside” og ”My Will Dominates” kørt i stilling som skivens højt profilerede singler. Førstnævnte adresserer den overvældende følelse af at bære hele verdens vægt på sine skuldre. Til det tilføjer Miara: ’It’s characterized by a powerful, modern sound influenced by melodic connotations typical of the Gothenburg sound.’ … INFLUERET?! Nej, nu har jeg aldrig …! (*dyb vejrtrækning) Nuvel, men hvad så med næste levende billede? Her fortsætter d’herrer ufortrødent med at strø om sig med indsigtsfulde guldkorn: ’The song is a hymn to determination, to the pursuit of one’s goals, to motivation but also to lucid awareness of the commitment necessary to reach the much coveted goal.’ … Hmm … og målet har altså tilsyneladende været at slå sig op som den italienske pendant til In Flames. Stadig ikke overbevist? Så giv lige ”You Still Remain” – en titel mistænkelig nært beslægtet med Reroute to Remain – en ekstra snurretur, efter du har lyttet til ”The End” fra Battles … hvis altså ikke du for længst har opgivet og flået stikket ud af væggen i bar frustration!
‘Kopivarer af tvivlsom kvalitet’ til 300, tak!
Det piner mig at give Dimmu Borgirs efterhånden berygtede coveralbum, eller for den sags skyld fadæsen fra amerikanske Black Stone Cherry, mere spalteplads end højst nødvendigt. Alligevel er det på den hylde, vi skal ned for at samle op på Hungering Inside. Jeg ser dog ingen grund til at trampe yderligere rundt i suppedasen, men vil som i tilfældet Screamin At The Sky og ikke mindst kategorien ’tvivlsomme kopier’ tillade mig mere eller mindre at gentage bevæggrunden for nærværende votering: Der gives et kranie for nydelig produktion, og et for vokal og instrumental beherskelse, hvilket næsten gør situationen endnu mere ubærlig. Der gemmer sig nemlig både dygtige musikere og en ganske habil sanger i Miara. Endelig stanges det sidste kranie ud for at nå hele vejen til finalen i Wacken Metal Battle med fortællingen om, at de skulle være blandt morgendagens nye håb … ved på fuldstændig skamløs vis at planke Gøteborgscenens med afstand mest kommercielt succesfulde band. En bemærkelsesværdig bedrift, der ville aftvinge respekt fra selv Glitterik Smørhår. Med andre ord, så har Black Stone Cherry i den grad fået konkurrence i forhold til titlen som ’årets absolut mest meningsløse udgivelse’ (og det var Palle fra Kalundborg …).