Svenske Memfis nævner selv Burst, Dillinger Escape Plan og Opeth som nogle af deres inspirationskilder, og alle tre ting, kan der være noget om. Referencen til DEP hører jeg nu mest på den heftige åbner "Breathless". Den progressive melodød-genre med Opeth i spidsen skinner derimod tydeligt igennem over hele pladen og i særdeleshed på "The Judgement", der kunne have været en skæring fra "Blackwater Park"-albummet. Hvis man skulle være lidt hård og overfladisk, kunne man betegne bandets stil som ’Opeth på koffeinpiller’. Nummeret "Dead Ends" går desuden Dream Theaters rytmesektion lidt i bedene, men hvilke erklærede progressive metal-bands gør ikke det?

Numrene på "The Wind-Up", som er Memfis’ debutalbum, har en gemnnemsnitslængde på under 3½ minut. Hvert enkelt nummer er pakket med growl, ren sang, tunge passager, blide passager og til tider små skæve funky eller jazzede indslag, så det er et ret intenst bombardement af indtryk, der rammer lytteren. Samtidig er der stort set ingen pauser på pladen, hvilket gør, at man får fornemmelsen af et langt sammenhængende forløb. Skønt musikken har mange stilskift, forekommer ingen af dem abrupte eller malplacerede – der løber en strømmende puls gennem hele pladen, som hele tiden river en med videre. Jeg fristes til at sige, at Memfis (uden sammenligning i øvrigt) har en nærmest Mr. Bungle-agtig flair for at integrere små mærkelige detaljer i sangene (så som et 2 sekunder langt programmeret beat, et vækkeur eller noget helt tredje), uden at det bare kommer til at lyde som en gimmick.

Alt i alt et superfedt, medrivende, velspillet album, som på den ene side efterlader en åndeløs (for nu at få affyret den oplagte vittighed, åbningsnummeret inviterer til) og på den anden side med en ærgrelse over, at pladen allerede er færdig.