Når nu I spørger så pænt…
Normalt er liveudgivelser ikke noget, vi bruger megen tid på, medmindre der er noget særligt over dem som S&M2 eller Live in London, men når selveste Mayhem spørger pænt, jamen hvem er vi så til at sige nej?
Demonic Rites er ikke et traditionelt livealbum, men nærmere et kludetæppe af forskellige koncerter fra bandets to seneste turneer, for eksempel er ”Malum” fra bandets koncert i London, mens ”My Death” er fra Göteborg, hvilket understreger det faktum, at albummet opstod ud fra en række tilfældigheder – hvilket passer perfekt til Mayhem. Spørgsmålet er dog, om Demonic Rites er en udgivelse lavet til de få dedikerede superfans af bandet, eller om alle kan hoppe med på vognen.
Alt godt fra Mayhem-hylden
Numrene på Demonic Rites matcher den sætliste, som bandet har turneret med siden udgivelsen af det fremragende Daemon-album, så hvis man har set bandet i løbet af de sidste par år, så har man oplevet præcis denne koncert på tæt hold. Sætlisten inkorporerer numre fra stort set hele bandets samlede diskografi, dog er der ingen sange fra hhv. Ordo ad Chao eller Esoteric Warfare, hvilket dog er forventeligt, da Necrobutcher selv har udtalt gang på gang, at de numre er for bøvlede at spille live af forskellige årsager. Til gengæld er der perler fra de mere glemte Mayhem-udgivelser som Grand Declaration of War og Chimera samt de forventelige godter fra De Mysteriis dom Sathanas og naturligvis Daemon. Ergo er Demon Rites en sand gennemgang af, hvor varieret Mayhems musik egentligt er – hvilket man altid kan bruge at blive mindet om. Selvfølgelig kan man altid diskutere sætlisten og sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor sang X er der i stedet for sang Y, og ligeså kan man vel ærgre sig over, at ens yndlingssang blev overset, men sådan er det nu engang med en koncert: Man kan ikke få det hele!
Dog er albummets største force, at lydkvaliteten er i absolut top, hvilket jo altid pynter på bandets ældre numre, især dem fra Deathcrush og De Mysteriis dom Sathanas – som begge lider under en ”spændende” produktion. Ligeså understreger albummet, hvordan forsanger Atilla er både bandets største force, og største svaghed. Manden har alle dage haft en særdeles unik vokal og måske en endnu mere unik tilgang til det at synge og optræde live. Nogle gange lyder det helt fantastisk, når han bryder ud i operaskønsang eller snerrer som en galning – andre gange lyder det vitterligt, som om at manden har glemt teksten og bare vrøvler i forskellige dissonante tonelejer, mens han desperat prøver at komme i tanke om, hvad han egentligt skal synge. Det er måske ikke den mest professionelle tilgang, men omvendt er det, hvad man alle dage har kunnet forvente af manden og måske en af grundene til, at jeg personligt altid har foretrukket Maniac som frontmand i Mayhem, vel vidende at han – når det kom til liveoptrædener – var exceptionelt upålidelig.
Heldigvis lyder resten af bandet upåklageligt, og især Teloch og Ghuls guitararbejde går rent igennem, og heldigvis har, hvem end der stod for mixet, formået at få placeret Hellhammers trommer helt perfekt – da den mand har en tendens til at ville overdøve alle andre i bandet, koste hvad det koste vil.
Alle kan være med!
Længere oppe spurgte jeg, om dette var en udgivelse for de dedikerede superfans, eller om alle kunne være med. Det er selvfølgeligt svært at svare på, da det ville kræve en noget alternativ gallupundersøgelse, men i og med, at lydkvaliteten er så absurd meget bedre end på mange af de oprindelige udgivelser, så er det nemt for flere at komme med på Mayhem-vognen. Men derudover så er et livealbum jo altid til dem, som i forvejen kender og elsker bandet. Derudover er det klart et af de bedre livealbum, Mayhem har udgivet, og de har ellers lavet (for) mange – så er du fan af Mayhem, så synes jeg da bestemt, du bør investere i Demonic Rites, og hvis ikke – så gør det alligevel, og gider du så lige at blive fan? Tak.
