Der kan ikke være dyb skuffelse, hvor der ikke er dyb kærlighed
Jeg har altid været vild med Masterplan. Især de tre albummer med Jørn Lande bag mikrofonen, Masterplan, Aeronautics og Time to be King. De skiver har efterhånden kørt så mange omgange hjemme hos mig, at de ville kunne kræve kilometerpenge, hvis jeg var en offentlig institution. Af den grund har jeg også længe kaldt mig selv for Masterplan-fan. Men med alderen følger også den irriterende selverkendelse, at man nogle gange lyver lidt for sig selv. Sandheden er nok nærmere, at jeg er kæmpe Jørn Lande-fan. For når nordmanden ikke har stået bag mikrofonen, har Masterplan sjældent været mere end udmærket. Og som vi ved det, er udmærket sjældent den store kulinariske oplevelse. Da Heavymetal.dk har anmeldt samtlige af tyskernes udgivelser, skulle Metalmorphosis naturligvis også under luppen. De første singler, ”Chase the Light” og ”Through the Storm”, gjorde mig dog nervøs. Efter at have hørt hele albummet er jeg det ikke længere. Nu er jeg bare skuffet.
Mere forudsigelig end tyngdekraften
Først og fremmest lider Metalmorphosis under et gevaldigt tilfælde af forudsigelighed. Sang-strukturerne er så gennemskuelige, at naboens otteårige ville kunne gætte næste riff i en Fætter BR-krystalkugle og med en pose vingummibamser som rådgivere. Roland Grapow og co. bliver ganske vist ikke yngre, men det virker, som om at speederen er blevet helt væk et sted mellem øvelokalet og studiet. Vi befinder os lige akkurat stadig i power metal-regi, men det hele foregår i samme komfortable midttempo. Vi får et vers, et omkvæd og en guitarsolo som bro på de forventede tidspunkter. Det er kompetent. Det er velspillet. Men aldrig rigtigt spændende.
Uden at anmeldelsen skal udvikle sig til endnu en ‘de gode gamle dage’-klumme, så er det umuligt ikke at savne Jørn Lande, som forlod bandet i 2013. Han havde en evne til at synge selv de mest ordinære linjer, som om menneskehedens skæbne afhang af dem. Rick Altzi, hans erstatning, er bestemt en dygtig sanger, men han besidder ikke helt samme rækkevidde. Hvor Lande kunne forvandle vand til vin, må Altzi nøjes med at forvandle det til saftevand. Det største problem er dog ikke vokalen. Det er sangskrivningen. På Novum Initium blev Rick Altzi hjulpet et godt stykke ad vejen, men det var også en mere markant inspireret udgivelse. Jeg får stadig omkvædet til ”Keep Your Dream Alive” i mit hoved, når jeg tænker på det. Men det er 13 år siden, og Metalmorphosis har på ingen måde fundet noget nyt at bidrage med.
På trods af det manglende tempo forsøger tyskergruppen ihærdigt at skabe variation med forskellige effekter. ”Bound to Fall” virker næsten progressiv og skiller sig mest ud på skiven. Men mange af de andre forsøg rammer ved siden af. Et godt eksempel er introriffet på ”Pain of Yesterday”, der kanaliserer Egyptens forunderlige verden, men det lyder bestemt ikke godt. Et klassisk tilfælde af, at bare fordi én ide er anderledes, er den ikke nødvendigvis god. Eller sagt på en anden måde: Man bliver ikke gourmetkok af at hælde Nutella på en leverpostejmad.
Metamorfose uden forvandling
Metalmorphosis er lige så forudsigeligt som svaret, man ville få, hvis man spurgte Mette Frederiksen om, hvorvidt hun havde lyst til at genåbne minksagen. Det er egentlig den største skuffelse. For Masterplan består udelukkende af rutinerede og dygtige kunstnere med store evner. Magien er bare blevet væk et sted undervejs. Man siger, at skuffelsen er størst, når forventningerne er høje, og det rammer hovedet på sømmet. Metalmorphosis lover musikalsk forandring, men leverer status quo.
