Nogle gange får vi på redaktionen tilsendt materiale, som falder et godt stykke udenfor de gængse metalgenrer. Det er således også tilfældet her. Magnum er et gammelt, melodisk rockband fra Birmingham i England, som har eksisteret siden 1970’erne. De havde deres hidtil største kommercielle succes med firseralbummene Chasing the Dragon (1982) og On A Storytellers Night (1985). Deres lyd var dengang typisk firserrock med masser af synthesizere tilsat enkelte spredte guitarsoloer. Det vil sige, at de plejede at lyde lidt ligesom Journey eller Foreigner. Nu er Magnum så udkommet med deres 15. studiealbum, og tempoet må siges at være blevet sænket en del siden dengang. Heldigvis er der intet i vejen med melodierne, hvor numrene All My Bridges og Take Me To The Edge står som pladens ubestridte højdepunkter med dertilhørende keyboardriffs og guitarlir. Resten af pladen kan dog tempomæssigt ikke følge med disse to sange, og fra sang 5 og fremefter bliver tempoet langsomt skruet længere og længere ned, indtil man til sidst falder næsten helt i søvn. Magnum anno 2009 fortjener respekt, for det de er: et gedigent, gammelt rockband, som stadigvæk forstår at skrive gode melodier. At det hele så går pisselangsomt, er en anden sag. Vurderet som rockalbum vælger jeg dog at give Magnum 70 % for Into The Valley Of The Moonking. Albummet har imidlertid ikke meget med heavy metal at gøre.