Lullacry - Where Angels Fear

Where Angels Fear

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lullacry er et finsk band, der har været i gang siden sidst i 90erne. Where Angels Fear er bandets femte album og deres første udspil i omkring syv år.

Stilen på skiven tager udgangspunkt i melodisk moderne metal med et gotisk islæt. Lullacry gør specielt brug af tunge og groovy guitar-riffs, der til tider har næsten en sludge-agtig karakter, hvilket blandt andet kan høres i "Gone Are the Days" (som er et af de bedre numre på albummet). Et andet gennemgående træk er en - bevidst, tror jeg - rocket tendens og en søgen mod det melodiske og det tilgængelige. Dette mærkes specielt i vokalmelodierne, men også i riffs og andre guitarfigurer, hvilket blandt andet høres i "I Am". Det melodiske fungerer fint, synes jeg, og i omkvædene vågner sangerinde Tanja Lainio op til dåd (til gængeld synes jeg, at hendes vokal fremstår lidt svag i versene).

Tempomæssigt er skiven ganske udmærket varieret med uptempo numre som de rockede "I Am" og "Bad Blood", mens numre som "Thousand Suns" og "Feel My Revenge" er tunge og nogle gange på kanten af det doomede. "Broken (Into Pieces)" og "Still an Angel" er på hver sin måde småprogressive. "Still and Angel" indeholder nogle skæve taktarter, mens den kvasi-episke "Broken (Into Pieces)" leger med dynamik mellem bløde og tunge stykker, og "Stay" er en lille akustisk ballade. Det gennemgående æstetiske udtryk er dog det samme skiven igennem synes jeg, og har - selv i det mere melodiske og mere hårdtslående numre - det melankolske og gotiske i fokus.

Selvom der da findes mange udgivelser i den gotiske ende af metallens univers, der er mere interessante, så har Where Angels Fear da masser at byde på. Musikken er melodisk og let tilgængelig. Nogle vil måske synes, der er tale om en lidt for kommerciel udgivelse, men jeg synes, at det fungerer udmærket, og så er der enkelte numre, der bestemt må betegnes som mere end blot over middel, som "Feel My Revenge", "Gone Are the Days", "Bad Blood" og "Broken (Into Pieces)".

Se musikvideoen til Bad Blood her:

Tracklist

  1. Antidote to You
  2. Still An Angel
  3. Thousand Suns
  4. Feel My Revenge
  5. Bad Blood
  6. All Behind
  7. Gone Are the Days
  8. I Am
  9. Broken (Into Pieces)
  10. Where Angels Fear
  11. Stay
  12. Love & War (Bonus Track)