Lord Dying leverer igen sludge på højt niveau, men indfrier desværre ikke deres fulde potentiale.
Stadig en sand fornøjelse
Det Portland-baserede sludge-band Lord Dying, der debuterede i 2013 med den fremragende Summon The Faithless, er nu klar med en opfølger. Poisoned Altars fortsætter i samme stil, og det er stadig en ren fornøjelse at lytte til et band med så stort et potentiale.
Rigtig godt, men der mangler noget
Lord Dying formåede for et par år siden at brage ind på den store scene med et supergodt debutalbum. Det var proppet med fede, svingende grooves, grum aggressiv vokal og masser af tunge riffs. Kombineret med lidt thrash og lidt doom, var sammenligninger med Down, COC og Red Fang meget nærliggende, og sidenhen har Lord Dying faktisk også turneret med alle tre bands.
Poisoned Altars fortsætter i samme gode stil. Man fristes til at sige, at musikken er blevet endnu mere groovy og tung, da den, ud over de tre førnævnte bands, i perioder leder tankerne hen på Crowbars djævelsk tunge lyd, og til tider svinger som Pantera i deres storhedstid.
Det er Toxic Holocaust-bagmand Joel Grind, der har stået for produktionen, og det gør han sådan set ganske fint. Det er beskidt og ulækkert i sit udtryk, og dermed rammes åren og nerven i musikken på noget nær bedste vis. Vi har altså at gøre med en plade, der på mange måder er super fed, men det føles alligevel, som om der mangler noget. Jeg har overordentligt svært ved at præcisere hvad det er, men min første indskydelse, da skiven sluttede efter sine noget beskedne 37 minutter, var at der ikke rigtig er nogen numre eller passager, man for alvor husker. Skiven er fed mens den snurrer rundt på anlægget, men ørehængende er den ikke. Skuffende? Ja en smule, for Lord Dying har på så mange områder fat i det helt rigtige, men en overbevisende magtdemonstration er det ikke.
Forventningens glæde er den største
Mine forventninger til denne skive var ret høje. Deres forrige album var et allerhelvedes frisk pust af en debut, og derfor var det en ivrig og forventningsfuld anmelder, der kastede sig frådende over Poisoned Altars.
Albummet er rigtig godt - ingen tvivl om det. Men jeg havde troet og håbet, det ville være endnu bedre. Bandet mestrer så mange af genrens facetter, og eksekverer dem i overbevisende stil, men jeg må desværre konstatere, at sangene mangler det sidste og afgørende bid, og at Lord Dying derfor ikke har indfriet deres fulde potentiale endnu. Men for hulen, hvor jeg glæder mig til, de gør det!
