Supergruppernes supergruppe
Der mangler ikke ligefrem supergrupper indenfor prog-rocken, men tilbage i 1997 besluttede Mike Portnoy (Transatlantic, Sons of Apollo), John Petrucci (Dream Theater), Jordan Rudess (nu Dream Theater), og Tony Levin (King Crimson, Peter Gabriel), at der var brug for i hvert fald endnu en. Det blev til to meget roste udgivelser i 1998 og 1999 (og såmænd også til en fast tjans i Dream Theater for Rudess), men bortset fra en kort turne i 2008 har det aldrig været muligt at samle tropperne igen. Midt i USAs coronanedlukning i juli 2020 mødtes de fire ekvilibrister omsider i et hemmeligt studie i 14 dage for endnu en gang at skabe nye øjeblikke af prog-metallisk magi. Lad os se, om det er lykkedes.
Selv genier kan fejle
Noget kunne tyde på det, for åbningsnummeret ”Hypersonic” er ren opvisning i alt det, som prog-fans elsker, og alle andre enten hader eller bare ryster lettere overbærende på hovedet over. ”Hyper” byder måske ikke helt på overlydstempo, men det er godt nok tæt på. Konstante skift i rytme og riffs, og noget der kun kan kategoriseres som rendyrket lir, er der til gengæld rigeligt af. Først efter tre minutter lettes der lidt på pedalen med et afslappet melodisk stykke, men det varer ikke længe, før hektiske soloer fra både guitar, bas og tangenter atter tager over. Det hele understøttes af Portnoy og Levins næsten skizofrene bund. De sidste to minutter af dette nummer er en fuldstændig vanvittig orgastisk musikalsk udladning – 8 minutter og 21 sekunders rendyrket verdensklasse. Intet mindre. Men dette tårnhøje niveau holder desværre langt fra hele vejen. Næste sang, ”Beating the Odds” lyder nemlig overvejende som noget fra Transatlantic-overskudslageret (hvis der altså findes sådan et), og keyboardlyden minder skræmmende meget om ”The Final Countdown”. Den sang er der vel næppe nogen, der savner?
Imellem albummets lange, bombastiske prog-udladninger er der flere korte, mere afdæmpede numre, hvor LTE tillader pulsen at komme bare lidt ned. God ide på papiret, men de virker mest som ufærdige skitser til sange, der ikke forløser deres fulde potentiale. Helt galt går det på ”Chris & Kevin’s Amazing Odyssey”, hvor den eminente bassist, nu 75-årige(!) Levin, ellers endelig kommer helt i fokus. En komplet uinteressant bassolo bekræfter egentlig bare, at selv genier kan fejle. Men det er skam ikke det værste, som LTE3 har at byde på, for den tvivlsomme ære går til ”Rhapsody in Blue”. Et genbrugsjam over George Gershwins evergreen af samme navn, som gruppen tidligere har brugt på den førnævnte 2008-turne. Men at genbrug ikke altid er en god ide, får vi et eksempel på her. Kedelige variationer over sangens hovedtema fører ingen vegne, og nu er Europe-keyboardet ikke bare småirriterende, det decideret driver mig til vanvid! Denne sang burde retfærdigvis hedde ”13 minutter og 16 sekunder af dit liv, du aldrig får tilbage”. Eneste formildende omstændighed er en forrygende Petrucci-solo godt halvvejs inde, men det er er godt nok sløjt på næsten et kvarters udladninger.
Den fænomenale indledning på dette album synes nu meget langt væk, men bedst som man tror, at ”Hypersonic” var en enlig svale, slutter albummet af med den fremragende ”Key to the Imagination”. Albumlukkeren starter smukt med en afdæmpet guitarsolo, hvis tema varieres på albummets næstlængste sang. Ellers går der igen fuld prog i den, og hør fx Portnoys uforlignelige bækkenarbejde, når trommer og bas tager over. En effektiv afslutning på et album der i den grad trængte til et solidt spark i røven.
21 minutter i prog-heaven er ikke nok
Først på albummets sidste skæring finder Portnoy & Co. altså tilbage til det suveræne niveau fra åbningsnummeret. Selvom det samlet giver os 21 minutter i prog-metal paradis, er det langt fra nok på en udgivelse, der varer over en time. Ideen om dette album født af corona-restriktioner var fantastisk, resultatet er desværre i bedste fald ujævnt. Faktisk gør den eminente start og afslutning på dette album kun skuffelsen over resten endnu større. Øv!
