Kedeligt, generisk og melodiløst melodød fra Italien
Italienske melodødsgruppe Kruna er klar med deres debutalbum Last Century. Kruna udgav i 2007 en demo kaldet Fragrent of Memories, og har siden arbejdet på deres debut. Desværre er det ikke en vellykket debut.
Stilen bliver lagt allerede på åbningsnummeret "Man God’s Temple". Introen er god, med lidt guitarriff, langsomt blastbeat og dæmonisk growl, men lige så snart første vers går i gang, forsvinder melodien, growlet bliver mere til en råbende vokal, og trommer og bas fylder for meget i lydbilldet og drukner guitarriffet, som er en kedelig simpel figur der bliver gentaget ad nauseam. Anden skæring "Blood Centuries" starter som det foregående nummer sluttede. Dog er der en solo med på "Blood Centuries", som meget overaskende dumper ind midt i det hele, med clean guitar i det høje leje, den forsvinder lige så pludseligt som den kom, og jeg sidder lidt og tænker, hvad der lige skete der.
Hele Last Century fortsætter i nøjagtig samme stil. Samme tempo, samme råbende vokaler, kedelige gentagede riffs, malplacerede soloer, og trommer der er alt for nærgående. Der er et par lettere interessante steder at trække frem, som "Mob", der har en lidt mere punket og rå følelse og hopper så over i et mere stille stykke, der er set utallige gange i metalcore. Så uopfindsomt som det er, giver det alligevel en yderst tiltrængt variation på albummet. Det er også på dette nummer pladens suverænt bedste solo findes; trommer og guitar spiller sammen, bas eller rytmeguitar lægger god bund i baggrunden. Last Century lukker med den næsten otte minutter lange "Armor". Stilen er meget som det andet indtil fem minutter inden i sangen, hvor den skifter til et stille klaverstykke og bare stopper, i en pause på 15 sekunder uden noget som helst, indtil noget vindstøj og en stille guitar går på, der bliver spillet en lille melodi som bliver gentaget, og så sker der ikke mere. Det er tamt og unødvendigt, på det, jeg troede, der skulle være det store episke nummer.
Last Century er ikke et godt album. Det er uvarieret og ikke specielt melodisk. Det er generisk og kan på ingen måder skille sig ud for mængden af godt og interessant melodød. Oveni mener jeg ikke, at de er fantastiske musikere, sanger Daniele De Piero er en middelmådig growler som han udnytter for lidt, og råber sin lyrik ud i stedet, som han så heller ikke gør så spændende. Der er ingen powerfulde guitarriff, og hvis der var, så er der ingen plads til det i lydbilledet pga. trommer og bas. Men med navne på skæringer som "Death By War" og "Death Without War" er det intet under at numrene lyder ens.
