Nativnalrvmatik
At black metal bruger nationalromantiske malerier fra 1800-tallet som coverart – og derved blikfang – er der absolut intet nyt i. Det har været en del af genrens vartegn i tre årtier på niveau med nitter og corpsepaint. Jeg skal da også blankt erkende, at netop Korpitulis beslutning om at bruge Albert Edelfelts maleri Biskop Henry dræbt af Lalli fra 1877 var det, der fik mig til at vælge at anmelde Pohjola. Generelt er Korpituli nogle værre romantikere, men det kommer vi nærmere ind på senere i anmeldelsen. Korpituli er et soloprojekt skabt af S. Korpituli tilbage i 2021, og dette er den tredje udgivelse, så det er altså en mand, der har fart på, hvilket tit betyder, at kvaliteten er derefter, da det er de færreste artister, der konstant kan producere kunst af høj kvalitet. Men lad os nu se – og høre – hvad Pohjola har på hjerte.
Kom lige ud af saunaen, bare et øjeblik, tak
Den forrige udgivelse As Infinite Shadows of the Nightsky var klassisk andenbølgeblack, i en sådan grad at man havde Korpituli mistænkt for at være nordmand og ikke finne. Det var et album, der mestendels var en tribut til bands som Emperor, Burzum og Satyricon. Ja, det var vel næsten et tributalbum.
På Pohjola, som i øvrigt betyder noget så simpelt som ’nord’, er vi dog rejst fra Bergen til Lapland, og det er nu Finland, der er i fokus på alle niveauer: Coverartet er skabt af en finne, albummets titel er på finsk, lyrikken er på finsk, og sørme så om ikke også lyden klinger betydeligt mere af finsk metal end af norsk metal. Faktisk er den eneste norske rest en hyldest til Storms legendariske og kontroversielle nummer ”Oppi Fjellet”, som gemmer sig i intronummeret ”Maan ääriin”. Så nok er fokus ikke længere på Norge og norsk black metal, men S. ville da lige understrege, at den stadig har en særlig plads i hans sorte hjerte. ”Hjerte” er derudover omdrejningspunktet for hele Pohjola – som virkelig er et romantisk album; det er en hyldest til Finland helt generelt. Tag nu nummeret ”Soittajapaimen”, som – udover at være et ganske udmærket nummer – benytter sig af den gamle finske folkemelodi af samme navn; en melodi, som Amorphis også brugte på sit nummer ”Magic and Mayhem” fra Tales of a Thousand Lakes-albummet.
Hvor det forrige album fulgte en klassisk norsk skabelon, så er Pohjola en helt anden størrelse. Jovist, det er stadig black metal, men ulig de forrige udgivelser så er der skruet gevaldigt op for både de melodiske aspekter og i særdeleshed folk-elementerne. Vi er ikke længere i trve-black-området, men derimod fanget i pagan-blackens kløer, hvilket står soleklart allerede, da titelnummeret slår sine første toner an. Jeg er personligt ret glad for pagan-black, hvis den da formår at undgå at blive alt for folket og derved fjollet; ingen ønsker en bismag af Korpiklaani. Det er dog desværre, hvad man sidder med nu og da, når man lytter til Pohjola. Især er netop intronummeret den helt store synder her. Der er simpelthen for meget lå-lå-lå og saunagus i det nummer, desværre. Trommernes kluntede rytme hjælper heller ikke. Så på den ene side er den udvikling, som bandet har gennemgået, absolut en god ting, og det var tiltrængt – vi mangler ikke flere soloprojekter, der leger Emperor-klon. Dem kan vi fodre grise med. Det er lige så krystalklart, at Korpitulis nationalromantiske følelser er ægte, og den autenticitet bidrager afgjort til musikken. Desværre kammer det til tider over, og seriøsiteten forsvinder, og det eneste, man så står tilbage med, er det fjollede folk-element.
Fortsæt for alt i verden udviklingen!
Jeg håber virkelig, at S. holder fast i stilskiftet og kører videre med sin udvikling. For uanset min kritik er det her et langt mere klædeligt og personligt værk med betydeligt mere identitet, end der nogensinde har været i mandens kunst før.