Kjeld - Ôfstân

Ôfstân

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kjeld?

Den største udfordring, når man som dansker sidder med et album fra et band, der hedder Kjeld, er nok at undgå platte Olsen Banden-referencer. Men ’Ja,ja, jeg skal nok’, svarede jeg Heavymetal.dk’s skeptiske redaktør, da han smed Ôfstân min vej, og lad os nu se, hvordan det går med at modstå fristelsen. ’Kjeld’ betyder ’kold’ på frisisk, og black metalgruppen af samme navn er netop fra det frisiske område i det nordøstlige Holland. De benytter sig altså af deres modersmål, der tales af bare 200.000 mennesker i grænselandet mellem Holland og Tyskland. Herligt, at endnu et lille sprog- og kulturområde udsættes for noget af det black metallen ofte kan, nemlig at minde folk om, hvor de kommer fra – alternativt lære os andre om kultur og historie, vi måske kun har et yderst perifert kendskab til.

Traditionel black plus det løse

Men det handler jo først og fremmest om musikken, og den er først og fremmest forholdsvis traditionel black metal, men, desværre, fristes man til at sige, ikke kun det. ”Ôfstân”, det otte minutter lange titelnummer, starter med yderst traditionelle og ikke specielt interessante tremolo-riffs understøttet af forudsigelige blastbeats. Efter et par minutters ørkenvandring sker der dog noget, for her får vi et af pladens (som det skal vise sig) få rigtigt lækre atmosfæriske melodier. Men den stemning, der bliver skabt, får ikke lov at blive hængende synderligt længe. Det gør til gengæld et instrumentalt mellemspil, hvor lettere maniske trommer forstyrrer den ellers mismodige stemning, som black-folket jo elsker. Det er symptomatisk for ikke kun dette nummer, men hele albummet, at intentionerne egentlig er gode nok, men udførelsen halter efter. De enkelte elementer passer ofte ikke ind i sammenhængen, eller også er de bare ikke særligt spændende. 

På trods af ovenstående skal der alligevel lyde ros til gruppens trommeslager for i glimt at krydre de traditionelle blastbeasts og dobbelt-pedaler med mere groovede og enkelte steder ligefrem proggede rytmer. Det sker blandt andet i ”Asbran” og specielt ”Wite Fokel”, hvor man i perioder helt glemmer, at det er black metal, man lytter til. Paradoksalt nok er det sangene med mindst black, der er de mest vellykkede, og det indrammer desværre historien om dette album meget godt.

På ”Wylde Rixt” og ”De Iensume Widner” rykker Kjeld fra Frisland til Polen, og forsøger sig med lidt mere blackened stil, og ja, hvem holder i grunden ikke af Behemoth? I disse sekvenser bliver det nogle gange næsten til rendyrket dødsmetal. Her er der anstændige riffs hist og pist, men det hæver sig aldrig rigtigt over det middelmådige. Man får faktisk sjældent fornemmelsen af noget særligt frisisk, mens man lytter til Ôfstân, men at det kunne fungere for bandet at gøre mere brug af det, fornemmer man på udmærkede men meget korte folk metalstykker på ”Falske Doop” og ”Skaad”. Men igen er det kun lige ved og næsten.

Meget har du budt mig…

… måtte jeg klagende udbryde til redaktøren, og frisisk metal er bestemt ikke et af højdepunkterne. På Ôfstân fremstår Kjelds udtryk ret forvirret, så de kunne nok med fordel (gen-)overveje hvilket band, de egentlig vil være. Der er elementer på albummet, der fungerer hver for sig, men samlet er gruppens miskmask af atmosfærisk black, blackened death, prog og traditionel black simpelthen noget rod. Det er ærgerligt, fordi man trods alt kan høre, at der er rigeligt talent at gøre godt med. Men når man kommer op i min alder, har man jo kun resten af livet tilbage, og det siger jeg dig, Kjeld, den skal vi ikke tilbringe sammen, medmindre der bliver udstukket en mere præcis kurs fremover.

Tracklist

  1. Betsjoend
  2. De Iensume Widner
  3. Wylde Rixt
  4. Ôfstân
  5. Asbran
  6. Wite Fokel
  7. Falske Doop
  8. Skaad
  9. Konfrontaasje