Lad det være sagt med det samme: Denne anmeldelse skal ses i lyset af, at jeg har været fan af King’s X siden 1992, dvs. to år før "Dogman" (der skaffede dem mange nye fans herhjemme) udkom. På "Dogman" ændrede bandet deres stil i en mere upoleret, rå rock-retning, og selv om jeg holder enormt meget af skiven, så har jeg et ambivalent forhold til den generelle drejning, albummet indledte, væk fra de mere komplekse, til tider næsten progrock-agtige numre, der kendetegnede to af mine yndlingsalbums "Gretchen Goes to Nebraska" fra 1989 og "King’s X" fra 1992 og også meget af materialet på den ambitiøse "Faith Hope Love" fra 1990 (lyt f.eks. til genistreger som "Talk to You" eller "We Were Born to Be Loved").

Siden King's X skiftede til Metal Blade i 1998, har deres produktion været stærkt svingende i kvalitet. Bortset fra den oversete perle "Please Come Home… Mr. Bulbous", der faktisk genoplivede lidt af den eksperimenterende åre i bandet, var det som om, det meste af bandmedlemmernes kreativitet blev kanaliseret ind i de mange sideprojekter, der har set dagens lys i de sidste 10 år (Poundhound, Ty Tabor solo, Platypus, Jelly Jam, Jerry Gaskill solo og mange flere). De seneste albums har været stærkt symptomatiske: På "Manic Moonlight" fra 2001 var samtlige numre komponeret i studiet og bygget op omkring programmerede loops, der lå og ulmede i baggrunden, på "Black Like Sunday" fra 2003 havde bandet taget udgangspunkt i gamle left-over-sange fra før det første King’s X-album og omarrangeret dem til deres "nye" lyd, og på den forholdsvis korte "Ogre Tones" fra 2005 havde de ligefrem en (meget loyal) genindspilning af et af deres tidlige succes-numre "Goldilox" (fra debutalbummet "Out of the Silent Planet"). Så på hele denne baggrund er det i det mindste forfriskende, at King’s X denne gang har lavet hele albummet fra bunden – de har endda (ifølge dem selv) skrevet al musikken i øvelokalet, inden de gik i studiet.

Men til sagen: hvordan lyder det nye King’s X-album? Tja, nogle af numrene falder i kategorien soul-inspireret bluesrock, f.eks. den catchy åbner, "Pray" og den hurtige "Alright". Andre numre lyder som noget, der er faldet ud af medlemmernes respektive soloprojekter: "Repeating Myself", "I Just Want to Live" og "I Don’t Know" kunne have været fra Ty Tabors mainstream-rockede soloalbums, "Julie" bærer Jerry Gaskills tydelige – og fede – præg ikke kun i den karakteristiske George Harrison-influerede vokal, men også i selve det bevidst corny arrangement, mens sange som "Rocket Ship" og "Broke", desværre lyder som nogle af de mindre heldige ideer fra Doug Pinnicks hånd (selv om de dog er et niveau over de mest rutineprægede sange på Poundhound-skiverne). Og endelig er der her og der ægte King’s X-magi på numre som "Move", en sang der har sin helt egen karakteristiske gråvejrsagtige stemning oven på en tung og harmonisk varieret rockbund, og på "Go Tell Somebody", der har lidt af den fede gospel-møder-rock-kombination, der kendetegner King’s X-klassikere som "Over My Head" og "Everybody Knows a Little Bit of Something".

Over for andre gamle King’s X-fans ville jeg beskrive "XV" som et ganske hyggeligt album, der groft sagt ligger et sted mellem "Tape Head" og "Ear Candy" med en snert af ældre King’s X her og der. Albummet er bestemt ikke spild af penge, men jeg savner stadig det band, der engang lavede albums, hvor alle numre bare efterlod én storskrålende, hoppende energisk eller henført. Og så er jeg ikke helt med på, hvorfor promotionmaterialet påstår, at det her er bandets 15. album – jeg får det kun til 15, hvis jeg tæller begge opsamlinger ("Building Blockx" og "Best Of…") og livealbummet "Live All Over the Place" med. Men hvis bandet gerne vil fejres, er det da fint med mig.