Årets hidtil bedste plade? Det er ihvertfald et fandens godt bud!

I 2011 fik Greg Puciato (The Dillinger Escape Plan) og Max Cavalera (Soulfly, ex-Sepultura mm.) en ide. Den bestod i, at tage ud i ørkenen i tre døgn og jamme - bare de to og Cavaleras gamle trommemaskine, som i tidernes morgen blev brugt i skriveprocessen forud for Sepulturas legendariske Chaos A.D. Siden blev Troy Sanders (Mastodon) og Dave Elitch (ex-The Mars Volta) spurgt om de ville være med, og straks var en supergruppe født. Nu har de udgivet deres selvbetitlede debut, og det er forhåbentlig ikke deres sidste!

I de sidste ti-tyve års tid har man oplevet flere og flere eksempler på de såkaldte supergrupper. Nogle af dem mere super end andre. Men i tilfældet Killer Be Killed er ordet super en vanvittig underdrivelse! Musikken er præcis som forventet, når man tænker over hvad de fire herrer hver især kan bidrage med. Det er et perfekt sammensat sammensurium af ca 25 procent fra hver af deres respektive stilarter, og så bare derudaf med 180 i timen - en fuldstændig skudsikker cocktail, der udgør disse 46 minutters sublime musik. Lyt bare til skivens første to numre "Wings of Feather and Wax" og "Face Down" (kan høres i videoen nederst på siden) - det har nosser, det er velskrevet og det er potent som bare fanden! Førstnævnte nummer i særdeleshed, har rumsteret i denne anmelders indre øre i et par dage nu, og det er mere end velkommen til at blive. Puciato, Cavalera og Sanders deler det sangmæssige ligeligt imellem sig, og det, sammen deres respektive indgangsvinkler til musikken, skaber en perfekt variation der bringer lytteren vidt omkring i den tunge metals mest interessante afkroge. Stilmæssigt kommer vi selvsagt omkring lidt Sepultura, Soulfly, Mastodon og Dillinger, men af og til støder vi også ind i lidt Five Finger Death Punch, Slipknot og endda lidt Tool. Puciato siger også selv, at det er lidt Sabbath-agtig doom, lidt thrash, lidt hardcore og lidt punk - og det har han fuldkommen ret i. Behøver jeg påpege endnu en gang, at det her er vanvittig godt? Producer Josh Wilbur (Lamb of God, Gojira m.fl.) har med sin fabelagtige evne til at dreje knapper, tilføjet prikken over det berømte "i". Det lyder pissegodt, og især Cavaleras umiskendelige guitarlyd, ligger præcis hvor den skal i det fantastiske fejlfri lydbillede.

De fire gutters fælles besættelse af teknikaliteter, rytme og aggression har i en perfekt symbiose skabt en fantastisk potent plade. Pladen er meget mere end summen af dens fire dele, og den kommer til helt sikkert til at ligge i toppen på min liste over årets bedste albums.