Inallsenses - Checkmate

Checkmate

· Udkom

Type:EP
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Inallsenses beviser med stor overbevisning at de har forstået teorien bag hvordan metal skal spilles. Men der er stadig forskel mellem teori og praksis. Energien bærer det dog et stykke af vejen.

En appetitvækker der mætter

Italienske Inallsenses har udgivet EP’en Checkmate med 4 numre. Den skal fungere som appetitvækker for det fuldlængde album de lover, kommer i efteråret 2016. Eller truer med, afhængig af hvordan man ser på det.

Selv er jeg ubesluttet. Checkmate lægger godt fra land – ingen intro, ikke noget gak og gøgl: lige på og smadr! Der mangler hverken riffs eller dobbeltpedal, så det er jo godt nok. Vokalen fejler egentlig heller ikke noget, den har sine mangler, men i metalverden har nød lært os (mig i hvert fald) at være nøjsomme med vokaler – der er bare langt mellem de rigtigt fede vokaler. Og den passer til musikken, vokalen altså. Så hvorfor er jeg ikke ved at splitte stuen ad af bare utæmmet begejstring, når jeg hører Checkmate? Det vender jeg tilbage til.

”Når vi nu selv skal sige det…”

Inallsenses beskriver deres musik som en blanding af stærk dødsmetal og heftig thrash, inspireret af blandt andre Lamb of God, Testament og Arch Enemy. Det sælger sgu, de har min udelte opmærksomhed fra starten, for det er en solid referenceramme de sætter. Men hvorfor hulen sidder jeg så og kommer til at tænke på Bullet for My Valentine?

Nåh jo! Det er den overproducerede lyd, den lidt fesent-forcerede clean vokal, som altså bare lyder som en omgang tuderi fra valentinsprojektilerne. Så meget for stærk dødsmetal og heftig thrash. Det lyder mere som selvhøjtidelig emo… på steroider ganske vist, men ikke desto mindre.

Musikken og energien er der, men….

Det er egentlig ikke fordi de ikke kan eller vil. Det er kompetent udført med stor tro på sagerne og ditto energi. Faktisk burde jeg være oppe at køre, for de har det hele, og så alligevel ikke. Det hele virker lidt opstillet og påtaget, som om man har udregnet en formel for hvordan et rigtigt metalnummer lyder, og så har man fulgt den formel slavisk: riffs, dobbeltpedal i mængder, breakdowns, både clean vokal og growl (eller…ja en slags growl er det vel)… jo jo, de kan deres formel i Inallsenses. Men de følger den nok lige trofast nok og gør sig skyldige i en mekanisk omgang forudsigelighed. Det er ikke decideret dårligt, det er bare heller ikke godt nok – overproduceret og forudsigeligt.

Inallsenses sætter ikke nogen skakmat med denne EP – i bedste fald kan de få remis.

5 skrumpehoveder kan det blive til for det her udspil, energien trækker op.

Tracklist

  1. Expectation
  2. The Anthem Of Revolution
  3. New Automata
  4. Checkmate