Metalmix fra Japan
Den 1. juni 2022 udgav den japanske dødsmetalgruppe Imperial Dead Circus Decadence, som jeg for nemhedens skyld vil kalde IDCD, deres tredje studiealbum, 殯――死へ耽る想いは戮辱すら喰らい、彼方の生を愛する為に命を讃える――。, der ifølge google-oversæt betyder: Sorg - ønsket om at hengive sig til døden æder endda ydmygelse og priser livet for at elske livet langt væk. Efter flere lineup-skift siden bandets opstart i 2007 består IDCD nu af den kvindelige vokalist Natsuki, Rib:Y(uhki) og Kim på guitar, Hull på bas samt Shūhei Kamada på trommer. Albummet har en spillelængde på 72 minutter og i alt 13 numre, der hver især er en blanding af en række forskellige metalgenrer – primært melodisk dødsmetal, symfonisk metal og powermetal.
En tur i blenderen
Sproget på pladen er en blanding af japansk og et selvopfundet sprog, der stammer fra det fiktive univers, som binder alle gruppens konceptalbummer sammen. Albummet starter stærkt med 禊祓の神産は宣い、禍祓の贖罪は誓う。, der har en del smukke melodiske passager og fede guitarsoli. I det otte minutter lange nummer sker der mere end i alle Fast and Furious-film til sammen med talesekvenser, grise-gryntelyde, klassisk growling og malerisk, let klaverspil. Den efterfølgende sang er dog mildt sagt et hot mess: Det meste af 夜葉:罪と罰の螺旋--。lyder lidt som et ødelagt kassettebånd, der afspilles baglæns. Og igen er der mærkværdige grisegrynt, hvor man kan komme i tvivl, om IDCD har besøgt en grisefarm for at optage grynteriet, eller om de selv har været i gang. Desværre er en del af sangene ret rodede, og derfor går mange af de gode og innovative ideer lidt tabt i den meget overvældende lyd. Det samme sker også i fjerde track 獄, hvor man skal lytte over halvdelen af sangen igennem, inden der kommer noget, som ikke bare er grynt og skrig, der er gået båndsalat i. I ellevte track, 悲痛なる跫音は哀しき邂逅, har IDCD skruet helt ned for dødsmetalselementerne og leverer et utrolig elegant, langsommere nummer med klaverspil og episke vokalarrangementer. Det eneste, der er at udsætte, er, at sangen kun varer knap fire minutter – det havde været fantastisk, hvis bandet viste mere af den slags, for det klarer de sgu til perfektion. 天聲, pladens trettende og sidste track, sætter en fin sløjfe på pladen. Dette nummer har nogle smukke vokalpassager og de kendte fede guitarsoli, hvor bandet viser, at de faktisk er i stand til at lave nogle gode sange.
Meget af det hele
Albummet har uden tvivl en del gode elementer og et helt unikt og nyt lydunivers, som man ikke kender fra andre grupper – i hvert fald ikke i den kombination, som bandet har valgt at sætte elementerne sammen i, og desuden kan musikerne deres kram og er tydeligvis kreative. Men i længden kan albummet virke meget overvældende og anstrengende, da der sker så meget på en gang; dertil kommer de tilbagevendende griselyde, som bandet har en særlig forkærlighed for, og som virkelig ikke er til at holde ud at høre på. Efter en lang arbejdsdag ville man ikke kunne magte at lytte hele albummet igennem i et hug, men hvis man virkelig har tid og overskud til at lytte sig ind i det, kan det være, at man kan høre det fede og innovative ved pladen. Og hvis du godt kan lide den spøjse kombination af kraftfuld growling og klaverspil eller trænger til at lære en helt ny genre at kende, vil jeg anbefale, at du giver skiven et lyt.