Når violinen endnu engang skal løfte metalcoren mod himlen
Imminence har efterhånden gjort noget, der ikke er nemt i moderne metalcore. De har fundet en lyd, man kan genkende på få sekunder. Det skyldes naturligvis violinen, der er selve essensen af Imminences lyd. Men det er faktisk lidt for nemt bare at kalde Imminence for ’metalbandet med violin’. Siden Eddie Berg og Harald Barrett begyndte at spille sammen som teenagere i Sverige omkring 2010, har bandet langsomt bygget en blanding af metalcore, post-metal, klassisk musik og store filmiske arrangementer, hvor violinen ikke bare er pynt, men en del af selve sangskrivningen. På Axis Mundi, deres sjette album, skal bandet ikke blot følge op på den magiske forgænger fra 2024, The Black, men også gøre det med ny trommeslager efter Peter Hanströms afgang i 2025.
Den svære sekser
Med Heaven in Hiding og især The Black fra 2024 fik Imminence for alvor slået fast, at deres blanding af brutale breakdowns, følsomme melodier og strygere kunne række langt ud over den sædvanlige metalcore-skare. Nu forsøger de så at gøre det endnu større. Meget større, faktisk. Titlen Axis Mundi refererer til verdensaksen – det mytologiske punkt, hvor himmel og jord forbindes. Det bliver i denne sammenhæng også et billede på albummets fortælling om formål, valg, liv, død og kampen for at finde ud af, hvem man egentlig vil være. Det lyder ambitiøst. Og Axis Mundi lyder heldigvis også ambitiøst.
Noget af det mest interessante ved albummet er i mine øjne, at Imminence bevidst har forsøgt ikke at lave The Black 2. For efter de brød så gevaldigt igennem med netop det album, kunne det oplagte valg have været at finde den samme formel frem, hælde lidt flere violiner i den og trykke på repeat. Men det gjorde de heldigvis ikke. Her er stadig dybe guitarer, brutale breakdowns og den karakteristiske violin, men Imminence bevæger sig længere ud i alternative rock, elektroniske teksturer og næsten progressive strukturer undervejs på pladen. På den både stærke og overraskende ballade "If Not Now, When", trækker de eksempelvis på 90'ernes alternative rock med organiske guitarer og en mere jordnær melankoli, mens "Didn't Think About You (Lately)" bevæger sig helt over i lo-fi, elektroniske rytmer og drum'n'bass. Og det er et kæmpe plus i min bog, at de er gået så langt væk fra den slagne vej, når de ellers har fået så stor succes med deres metalcore-formel. For der findes ubeskriveligt mange middelmådige metalcoreudgivelser, og jeg elsker, når der endelig er bands, der ikke er bange for at træde ved siden af eller smudse hænderne til i processen. Men selvom der er ros for modet, så kan det også nogle gange (som på "Didn't Think About You (Lately)") blive mere end genreøvelse end en organisk del af albummet. Bandet tør tage chancer, men ikke alle chancer lander på benene. Så deres styrke og svaghed er derfor en og det samme: De vil måske nok lidt for meget.
Åbningsnummeret "Twisting in the Wind" er til gengæld et glimrende eksempel på, når Imminence virkelig rammer plet. Nummeret starter tilbageholdende og næsten drømmende, før Bergs vokal og violinen langsomt bygger spændingen op. Så kommer guitarerne væltende ind, og nummeret åbner sig som en mørk himmel efter et lynnedslag. Mikset af det tunge groove og violinen giver sangen en næsten overjordisk dimension. "Crestfallen" er et andet højdepunkt. Her får den filmiske side af Imminence virkelig lov til at folde sig ud. Violinen og de atmosfæriske teksturer skaber en melankolsk, næsten hypnotisk stemning, der folder sig ud som tåge omkring lytteren, før bandet igen trækker tæppet væk under os. Og efter tågen kommer … en betonmur i form af "False Light". Tunge chugs, brutale screams og trommer, der hamrer fremad, står i direkte kontrast til de mere skrøbelige passager. Skønhed og brutalitet, men leveret som to sider af samme mønt.
Eddie Berg er stadig bandets ubestridte centrum. Han synger, skriger og spiller violin, men vigtigst af alt fungerer han som bindeleddet mellem de forskellige sider af Imminence. Hans clean vokal kan være varm og næsten skrøbelig. Hans screams kan til gengæld lyde som et menneske, der forsøger at flå sig fri af noget, der har siddet fast alt for længe. Kontrasten fungerer særligt godt på "The Sword That Never Bends", "Devil May Try" og "Leviathan", hvor de aggressive vokalpassager får lov til at stå i kontrast til de mere melodiske dele.
Harald Barrett er sammen med Berg en af de vigtigste arkitekter bag Imminences lyd, og de to står også centralt i sangskrivningen. Barretts store styrke er evnen til at forstå, hvornår guitaren skal dominere, og hvornår den skal give plads. For hvis guitarerne hele tiden skulle kæmpe med violinen om opmærksomheden, ville musikken hurtigt få en lydmæssig trafikprop. Bandet har sammen skabt et både modent og ambitiøst værk, og svenskerne kan roligt være tilfredse med kontrasten mellem hårdhed, melankoli og atmosfære. Ambitionerne for albummet har været store, men ikke alle sangene er store nok til at bære dem. Når det lykkes, er resultatet fantastisk. Når det ikke gør, kan det føles, som om man ser konturerne af et enormt landskab gennem tågen, men aldrig helt træder ind i det.
Store armbevægelser kan både være godt og skidt
Axis Mundi er ikke The Black om igen. Og gudskelov for det. Imminence har valgt den langt sværere vej og forsøger at bygge videre på deres succes ved at gøre universet større, sangskrivningen mere moden og lydbilledet mere filmisk. De har inviteret nye samarbejdspartnere ind, blandt andet producer Drew Fulk og en filmkomponist, og det kan mærkes i de mere ambitiøse arrangementer. Det stærkeste er stadig kombinationen af Eddie Bergs vokal, violinen, de massive guitarer og bandets sans for melodier. Det svageste er, at nogle af eksperimenterne føles mindre naturlige, og at bandet stadig er så afhængigt af deres violin-signatur, at musikken indimellem mister lidt af sin egen identitet, når buen holder pause. Men når det hele falder på plads som på "Twisting in the Wind", "Crestfallen", "False Light" og "Leviathan", så er det svært ikke at blive revet med.
