40 års musik på lidt mere end 40 minutter

Helloween har på trods af diverse udskiftninger holdt græskargryden i kog i mere end 40 år. I 2021 kom så endelig det selvbetitlede album, Helloween, hvor både Andi Deris, Kai Hansen og Michael Kiske stod skulder ved skulder bag mikrofonerne. Forventningerne var naturligvis enorme, men resultatet landede kun på sølle fem kranier, ledsaget af vores skribents nådesløse kommentar: 'Deris og Weikath brillerer med noget af deres mest intetsigende sangskrivning i bandets levetid.' En skuffelse, taget i betragtning af at udgivelsen bærer bandets eget navn som fanfare. Nu er tyskerne så klar med Giants & Monsters, der atter giver os fornøjelsen af de tre vokalister. Spørgsmålet er bare, om det denne gang kan lade sig gøre at destillere 40 års musikalske eksperimenter, erfaringer og visdom til ét samlet værk, uden at det hele ender som en gryderet, ingen vil bestille?

Et monsteralbum eller giganternes fald?

Tyskerne aldrig været bange for at eksperimentere, og på Giants & Monsters prøver de kræfter med lidt af hvert. Oftest med succes. Det melodiske rocknummer ”A Little Is A Little Too Much”, hvor Andi Deris svinger pisken med pondus, er både radiovenligt og utroligt fængende. Det står i skarp kontrast til åbningsnummeret ”Giants On The Run”, et mere klassisk powermetaludbrud, som giver flashbacks til fortiden, hvor Michael Kiske får lov at folde sig ud.

Men at spænde så bredt har sin pris. Det er nærmest umuligt at skabe en rød tråd på et album, der føles mere som en opsamling på en lang karriere end et helstøbt værk. Her er powermetal til de trofaste, klassisk hardrock til de mere forsigtige og masser af nostalgi midt i mellem. Overraskende nok er det de korte skæringer, der virkelig tænder gnisten denne gang. ”Hand of God” er et fornemt eksempel. En kompakt, kantet sag, der beviser, at et stærkt hook kan være langt mere effektivt end ti minutters kompliceret komposition. Nogle gange er mindre ganske enkelt mere.

Spilleglæden stråler stadig ud af tyskerne, selvom powermetallen indimellem har måttet tage bagsædet. Og det er i sig selv imponerende, når man tænker på, at udgivelsen er gruppens syttende udspil. Giants & Monsters kan dog ikke helt undslippe kedsommelige momenter, og “Under the Moonlight” står desværre tilbage som en ufærdig skæring, lav på både fibre og intensitet. Albummet er derfor hverken Helloweens magnum opus eller deres dårligste skive, det finder en solid midterposition i diskografien. Et værk, der hverken revolutionerer eller forarger, men som de fleste kan nyde med god appetit.

Kong Gulerod er forvist. Græskarkongen regerer stadig

I modsætning til græskarsæsonen har Helloween (stadig) relevans hele året rundt, og der er ingen fine fornemmelser på Giants & Monsters, som leverer et mangfoldigt udtryk. Der er flere gode skæringer, blandt andet ”Giants On The Run” og ”A Little Is A Little Too Much”. Og det gælder om at nyde det, for hvem ved, hvor mange flere udgivelser vi får fra de germanske græskarentusiaster. Kongerne er ikke døde endnu. Længe leve kongen.