Tynd debut er hørt før, bare meget bedre
Der var engang et band …
Tilbage i 2012 begyndte en ung kvinde i Buffalo, USA, at gå til karate. Okay, det er nok de færreste af verdenshistoriens største fortællinger, der starter sådan, men det er nu altså begyndelsen på denne historie. Kvinden, Stephanie Wlosinski, overhørte en dag sin karatelærer, Mike Bress, tale om, at han ved siden af sin kampsportsgesjæft spillede guitar i et rockband. Hun så dermed straks sit snit til at fortælle ham, at hun selv sang og spillede bas, og kort efter var den unge Stephanie med i karatemesterens coverband, Hearts & Hand Grenades, der havde masser af succes og blev hyret af mangen et spillested rundtomkring i delstaten New York. Senere blev de opfordret til at skrive deres egne numre, hvilket udmundede i en EP, og endelig blev de opdaget af en stjerne, der lod dem indspille en plade i sit studie. Denne stjerne hed Roger Takac og spillede bas i Goo Goo Dolls – du ved, dem der hittede med en masse pladderrock i midten af 90’erne – og sammen med bandet blev debutalbummet Turning To Ashes til.
Indrømmet, ovenstående er bestemt ikke nogen unik historie om et bands tilblivelse. Faktisk lyder den som noget, man har hørt før. Og ganske apropos, så gælder det også musikken. Men det kommer vi til.
… der slet ikke skilte sig ud …
Første langspiller fra Hearts & Hand Grenades starter egentlig ganske rimeligt. Titelnummeret sparker pladen i gang, og er man, ligesom jeg selv, stor fan af den slags alternative hard rock, der var populær i midten og slutningen af 90’erne, vil man straks føle sig hjemme og trygt tilpas. Umiddelbart fik jeg ved første lyt flashbacks til legender som Anouk, Guano Apes samt alt rock-mestrene Bush, og alt imens denne sammenligning ikke er helt forkert, viser Hearts & Hand Grenades sig dog slet ikke at være på niveau med deres forbilleder.
Trods den fine start bliver det nemlig hurtigt tydeligt, at bandets evner udi sangskrivningens ædle kunst er yderst begrænsede. Alle skivens numre er skrevet over den gamle vers-omkvæd-vers-omkvæd-guitarsolo-omkvæd-omkvæd-skabelon, og selvom dette sagtens kan være et effektivt virkemiddel for mange bands, duer det bare ikke, når samtlige riffs og melodier er uopfindsomme, forudsigelige og generiske. Hvilket i øvrigt også gælder produktionen, som er tyndere end plottet i en Sharknado-film. En guitarnørd som jeg selv kan så glæde sig en anelse, når den obligatoriske solo nærmer sig, men også her bliver man skuffet, da man nummer efter nummer spises af med en omgang tyndt eksekveret pentatonisk lal. Vi nærmer os momentvis gymnasiebandniveau.
Ved gennemlytning af Turning To Ashes bliver det tydeligt, at bandet ikke rigtig kan finde ud af, om de vil være hjerter eller håndgranater. Der veksles sporadisk og på ganske rodet facon mellem hårdt og blødt, og det står hurtigt klart, at det bløde ikke fungerer for den 90’er-glade kvartet. De hårdtslående numre “Adrenaline”, “For The Weakened” samt “My Sickness” er absolut de bedste på pladen, takket være Stephanie Wlosinskis udtryk, der faktisk er ret så sublimt, når der skrues op for de hidsige parametre.
… og de var glemt lang tid før deres dages ende
Tre numre, der er nogenlunde, men bestemt ikke prangende, redder dog ikke Turning To Ashes fra at være en ret intetsigende plade. Havde jeg som 18-årig stået til en Garbage-koncert og set et band som Hearts & Hand Grenades stå for opvarmningen, ville de sikkert have været glimrende i den sammenhæng. Det ændrer dog ikke på, at de genremæssigt kommer godt tyve år for sent med en tynd omgang alt-rock, der er uhyre forudsigelig, tyndt produceret og hurtigt glemt. Holder de fast i de hårdtslående takter og dygtiggør sig markant inden for sangskrivning, kan det dog godt gå hen at blive interessant, da bandet uden tvivl har en ekstremt kompetent forsanger, der kan bære meget med sit sublime udtryk. Men i første omgang er Turning To Ashes ikke mere end et tyndbenet potentielt springbræt til noget større.