I hus til halsen
Det støver stadig efter styrtet. Murbrokkerne ligger hulter til bulter efter husets totale kollaps. Vi forsøger som kloge grise at opmure et solidt liv, der holder ulven ude. Uanset hvor stærkt vores fundament er støbt, kan jordskælvet dog ramme os alle og splintre kernetræet i sindets vægge. Genopbygningsprocessen kan være hård og langtrukken med mange tilbagefald, så vi gang på gang må kitte furernes revner. Det er denne traumebearbejdning, som det danske deathcoreband He Who Saw The Abyss beskriver på EP-en House Of Dust. Jeg har fulgt udgivelsen i min artikelserie og er nu klar med den længe ventede anmeldelse. Det bliver særdeles spændende at høre, hvilket hus de har bygget på albummet: et kintsugitempel med guldbelagte sprækker eller blot et håndværkertilbud?
Koordinater til kaossets udbrudspunkt
Albummet begynder med den mundrette titel “55.7162101, 12.5417492”. Det er koordinaterne til lokationen, hvor alting brød sammen, husets fundament krakelerede, og dets bærende strukturer knustes til støv, mens flammerne fortærede loftsbjælkerne. Det er af disse murbrokker og denne aske, hvorfra alting nu skal genopbygges. Selvom det ikke er sin egen historie, han fortæller, er vreden og afmagten alligevel til at føle i forsanger Daniel Lønbergs stemme. Hans hæse growls holder den klagende kammertone på sange som “Wounds” og “Into Nothing”. Der er både klassiske riffs og atypiske temposkift, særligt i trommeslager Ole Lorenzens rytmekompositioner. Man kan tydeligt høre, at bandet består af etablerede musikere med baggrunde i eksempelvis Lamentari og Nordsind. De er gode til at variere mellem højdedrag og afgrundsdyb i den musikalske topografi, mens vokalen binder helheden sammen. Det er medvirkende til at modvirke den monotoni, som ellers kan være deathcoregenrens hæmsko.
Bandets brug af elektroniske elementer har fået nogle til at udskamme dem som for bløde til at kaldes deathcore. Det er dog i min optik noget værre ævl, for selvom de elektroniske glimt lysner det samlede lydbillede, så er mørket stadig en markant fremtrædende del af deres clair obscure-prægede musikalske maleri.
De elektroniske elementer pulserer særligt som et døende hjerte til introen på “A Final Echo”. Sammen med “Ashes” er sangen et af albummets større satsninger, da Lønberg har overtalt resten af bandet til, at han må inkludere trap-inspirerede tekststykker midt i deathcorens dødsfræs. Det giver den variation i vokalen, som savnes på de andre sange. Man skal lige vænne sig til det, og på “A Final Echo” er visionen ikke fuldkommen realiseret, da trap-stykkerne stikker lidt kejtet ud i forhold til de mere klassiske deathcorepassager. Det er dog et forfriskende pust, som pirrer lytterens nysgerrighed, og jeg håber, at He Who Saw The Abyss vil blive ved med at lege med genren.
Growls fra babelstårnet
He Who Saw The Abyss gør bevidst mere brug af hooks på dette album end det tidligere, Echo Passage. Det skaber sammenhængskraft i sangene og smadrer teksternes beskrivelser af at stå på afgrundens rand helt ind i både ørerne og sjælen på lytteren.
Det var en speciel oplevelse at se dem opføre sange som “Into Nothing” første gang på Rust sidste år, for da blev det tydeligt, hvor stor en kraftanstrengelse der ligger bag at udkrænge sine følelser ud over scenekanten. Energien overføres fint til den mere finpudsede studieversion, men jeg vil på det stærkeste opfordre til også at høre sangene live, når He Who Saw The Abyss gæster BETA2300 til februar. I mellemtiden fortjener House Of Dust dog at blive spillet over ordentlige højtalere, for ellers går produktionens mange lag tabt i guitarfræsets støjende kakofoni. Der er stadig visse revner i væggene, og taget er utæt: Men generelt har bandet genopbygget et smukt hus med en højere markedsværdi end debuten, Echo Passage. Hvis de bygger videre herfra, skal de nok kunne placere sig solidt som et knejsende babelstårn i den danske deathcorescene.
