The Halo Effect - Days Of The Lost

Days Of The Lost

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

In Flames revisited

Interesserer du dig bare en lille smule for melodisk dødsmetal, har du med garanti hørt om The Halo Effect – og det har du måske også alligevel. Bandet består nemlig af velrenommerede kræfter, der alle har fortid i ikoniske In Flames: Jesper Strömblad, Mikael Stanne, Niclas Engelin, Peter Iwers og Daniel Svensson. Supergruppen, som man vel med rette kan kalde denne konstellation, blev dannet for ikke så længe siden – mens coronapandemien var på sit højeste – og har en klar mission: at vende tilbage til den klassiske melodød, der opstod i 90’ernes Göteborg. Men kan de virkelig det? Både ja og nej.

Velspillet og vellydende – men også en smule tomgang

For The Halo Effect er desværre kun glimtvis geniale her på debutalbummet Days of the Lost. På den positive side viser et nummer som ”Shadowminds”, at svenskerne har alt, hvad der skal til for at revitalisere genren: Det er både hårdtslående, melodisk og voldsomt fængende. Mikael Stannes vokal er i top, og guitararbejdet er energisk og legende uden på nogen måde at være innovativt – men det er jo netop heller ikke ambitionen her. Stærkt nummer!

De resterende singleudgivelser ”Days of the Lost”, ”The Needless End” og ”Feel What I Believe” følger trop med veludført og relativt spændende melodisk dødsmetal – men så stopper festen også. For ret hurtigt står det klart, at de fire singleudspil er de absolut stærkeste numre på pladen. Det efterlader lytteren med seks øvrige numre, som på ingen måde er ringe, men som altså heller ikke imponerer synderligt. Eksempelvis har både ”In Broken Trust” og ”A Truth Worth Lying For” fine omkvæd med clean vokal, og ”Gateways” byder på fed stemning og god energi, men der kommer aldrig noget, som for alvor hæver niveauet. Det forbliver på det jævne, lidt kedelige plan.

Og det er i virkeligheden det største problem med Days of the Lost. For selvom pladen er utrolig vellydende og velspillet, havde man grund til at forvente noget mere. Det er immervæk ikke, hvem som helst der står bag dette projekt, og derfor kan det undre, at flere af numrene er så gennemsnitlige og gennemsigtige, som de er. Man fristes til at spørge, som Stanne synger i ”The Needless End”: ”Where’s the fire, where’s the spark?”. Ak ja.

Højt at flyve… dybt at falde

Days of the Lost er altså en ambivalent oplevelse: På den ene side føler man, at bandet virkelig har noget at tilbyde og tilføje genren, og missionen om at revitalisere melodød virker meningsfuld. På den anden side er det en anelse trættende, at bandet ikke udviser mere nysgerrighed og vildskab, hvorfor store dele af pladen nok hurtigt vil gå i glemmebogen. Man kan altså godt tillade sig at forvente – og kræve – mere af disse herrer! Sørg dog for at dukke op i Forum den 26. september, hvor bandet spiller sammen med Machine Head og Amon Amarth – det kan jo være, at The Halo Effect simpelthen skal opleves live. På plade er det i hvert fald en ambivalent og modstridende affære, der ikke helt indfrier forventningerne.

Tracklist

  1. Shadowminds
  2. Days Of The Lost
  3. The Needless End
  4. Conditional
  5. In Broken Trust
  6. Gateways
  7. A Truth Worth Lying For
  8. Feel What I Believe
  9. Last Of Our Kind
  10. The Most Alone